Sådan gik det i 2022 – og dette
er forventningerne til 2023

Sådan gik det i 2022 – og dette er forventningerne til 2023


Sportsbranchen har som resten af den danske detailhandel haft sine udfordringer de seneste år med corona, krig og inflation. Men hvad forventer branchens kædedirektører sig af 2023, hvilke udfordringer ser de fremadrettet, og hvordan er 2022 gået? Det har vi spurgt dem om.

Sportlink har stillet branchens 10 kædedirektører de samme fire spørgsmål:
• Hvordan er 2022 gået? – hvor har det overrasket positivt, og hvor negativt?
• Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?
• Vi har haft mange udfordringer i branchen de senste tre år. Først Corona så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?
• Når detail har udfordringer, ses det som bekendt i hele fødekæden. Gør det, at leverandørerne også får udfordringer, og hvis du skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvordan skulle de så lyde?

Alle direktørerne for kæderne i sportsbranchen i Danmark har naturligvis haft mulighed for at svare på spørgsmålene til artiklen. Enkelte er dog ikke vendt retur inden deadline.

Kaiser Sport & Ortopædi, CEO & partner Jan Steinicke:

Hvordan er 2022 gået?
Året begyndte positivt ud for KSO, hvor første kvartal så meget lovende ud, men i andet kvartal blev KSO ramt af den nye virkelighed med inflation, krig i Europa og usikre forbrugsmønstre.
Selvom vi er vokset fra to KSOhuse (Butik + klinik) i 2018 til syv i 2022, så har vi indrettet vores forretningsgange, så de tilvejebringer forudsætningerne for, at vi hurtig kan reagere og handle i forhold til markedet. Og selvom det er blevet vanskeligere med udvidelsen de senere år, fik vi hurtigt rettet fokus på vores omkostninger og varelager, så de matchede den tilbagegang i omsætningen vi oplevede.
Den resterende del af 2022 medførte løbende justeringer, hvor KSO holdt en fornuftig drift i butiks- og klinik-benet. Vores onlinehandel vækstede, men det rykker ikke ved at KSO kom ud af 2022 med et dårligere resultat end oprindeligt budgetteret.

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?

KSO forudser et år med fortsat afmatning i markedet, hvor vi først og fremmest har fokus på at styre skibet gennem et usikkert marked, hvor hele værdikæden er udfordret. Vi har stor fokus på vores driftsudgifter, men vi har med åbne øjne valgt at holde gang i flere salgsfremmende investeringsprojekter, der skal styrke vores markedsposition, når markedet forhåbentligt snart vender. Vi arbejder bl.a. med lanceringen af mitKSO, en medlemsbaseret APP, og vi investerer løbende i udviklingen og optimeringen af vores webshop.
Vi forventer at nå vores omsætningstal fra 2022 og fortsat tage markedsandele på det danske marked. Hvorvidt vi kommer til at åbne flere KSOhuse i år; ja det må tiden vise.

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste 3 år. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?
Jeg tror oprigtigt på, at efter en krise kommer man styrket ud på den anden side. Sådan bliver det også denne gang – for vi lærer noget nyt hver gang vi får ar på krop og sjæl. Vigtigst af alt, så har 2022 mindet os om vigtigheden af, at fremtidens flåde af KSOhuse skal bygges, så de først og fremmest er modstandsdygtige i hårde tider og ikke blot er designet til at sætte sejl i gode tider.
Internt i KSO taler vi meget åbent om den tid, vi er i, den tid vi har været i, og den tid som kommer. At der er udfordringer, er åbenlyst for enhver. I 2023 handler det bl.a. om, at vi internt formår at håndtere markedsudfordringerne med den nødvendige handlekraft.
De seneste tre år har klart ændret KSO, men kun til det bedre, hvis du spørger mig. Investeringer i driftsfunktioner og forretningsgang, fokus på kerneydelserne, åbenhed og kommunikation har gjort vi kan handle hurtigt i med- og modgang. Fortidens hårde vinde har lært os, at evnen til at handle hurtigt og resolut er af vital betydning.

Når detail har udfordringer, ses det som bekendt i hele fødekæden. Gør det, at leverandørerne også får udfordringer, og hvis du skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvordan skulle de så lyde?
Jeg vil vove at påstå, at KSOs leverandører godt ved, hvad mine gode råd til dem er. Vi havde en fed leverandørdag i september, hvor vi spillede badminton, svedte og spiste frokost. Jeg holdt et oplæg, om KSO anno 2022 og om, hvordan vi agter at navigere i 2023. Vi fik en rigtig god dialog, hvor alle vores samarbejdspartnere bidrog til en god og åben dialog om fremtiden.

Mit råd kan dog sagtens tåle en gentagelse her:

• Hold en tæt kontakt til dine forretningspartnere, vær realistiske i dialogen og samarbejdet fra begge sider
• Lav en gameplan, som er værdiskabende for begge parter.

 

Intersport, adm. direktør Peter Lau:

Hvordan er 2022 gået?
2022 har for INTERSPORT været et rekordår. For første gang runder vi som kæde 100 milliarder kroner i omsætning, helt præcist 13,7 milliarder euro. Det er en vækst på 13,4 % i forhold til sidste år. Også i Danmark har vi i 2022 haft vækst, faktisk lidt mere end INTERSPORT generelt, så det er meget tilfredsstillende.
Resultaterne er skabt på trods af de udfordringer, vi alle i retail har haft med høje omkostninger, logistik og distribution som følge af Covid. Det har selvsagt været udfordrende at have de rigtige varer på det rigtige tidspunkt.

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?

I INTERSPORT har vi stor tiltro og store forventninger til 2023.  Med vores første kvindelige bestyrelsesformand, franske Corinne Gesollen, har vi netop taget hul på INTERSPORTs nye strategi, der skal stille os endnu stærkere både lokalt og globalt.
Kort fortalt kommer vi som kæde til at samarbejde endnu tættere sammen på tværs af landegrænser. Det vil vores kunder få glæde af såvel digitalt, logistikmæssigt som i vores fysiske butikker.
Udvikling og tæt samarbejde med vores største og vigtigste brands er også en vigtig del af strategien, hvilket vil stille INTERSPORT stærkere, ikke mindst i Europa.
INTERSPORT vokser og styrkes lokalt i hele verden. Vi forventer, at vores nye strategi vil betyde, at INTERSPORT også vil vokse yderligere i Danmark i 2023. Vi har ombygninger, udvidelse og nye partnere på vej.

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste tre år. Først Corona så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?
De sidste år har lært os meget, men som tallene for vores udvikling i INTERSPORT tydeligt viser, har vi klaret os bedre gennem de sidste år end mange andre. Vi ser det som en bekræftelse på, at effekten af et globalt stærkt kædesamarbejde både påvirker digitalt salg og den enkelte lokale sportsbutik direkte. Vi tror på, at det er et stærkt vinderkoncept i fremtiden.
De globale brands bliver større og stærkere. Vigtige samhandelsaftaler bliver globale/europæiske. De største brands bliver mere eksklusive og selektive i deres distribution, hvilket INTERSPORT kommer vi til at drage nytte af.
INTERSPORT er unikt positioneret til at drage fordel af dette med vores globale og regionale samarbejder, der matcher den moderne leverandørs forventninger. Denne konsolidering er vi sikre på vil drive markedet for INTERSPORT de kommende år.

Når detail har udfordringer, ses det som bekendt i hele fødekæden. Gør det, at leverandørerne også får udfordringer, og hvis du skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvordan skulle de så lyde?
Naturligvis har vores leverandører også udfordringer.
• Første råd: Levér ordrer til tiden!
• Andet råd: Tænk over hvilken distribution du ønsker dig. Ofte er din distribution lig med din brandværdi på markedet! Tag ansvar for hele værdikæden fra indkøb af produkt til salget til slutkunden.
• Vi er alle i samme båd! Hvis vi formår at arbejde endnu tættere sammen og tage et fælles ansvar frem til at produktet er solgt til kunden, får vi succes.
• De største globale brands og samarbejdet med dem har allerede vist os, at det er vejen frem for begge parter.

 

Eventyrsport, adm. direktør Lars S. Sørensen:

Hvordan er 2022 gået?
Vi var kun lige begyndte på 2022, da krigen i Ukraine startede den 24. februar, og vi så faktisk øjeblikkeligt nogle nervøse uger salgsmæssigt.
Men da chokket havde lagt sig, var det som om meget vendte tilbage til normalen. Sådan har det dog ikke været siden sommerferien.
Jeg tror, de fleste i branchen godt vidste, der ville ske prisstigninger til efteråret, men at priserne på energi også skulle stige så voldsomt, som de gjorde, og at inflationen dermed gik amok, var i hvert fald ikke noget, vi havde indarbejdet i vores forventninger.
Oven i det kan man så hælde for store lagre i store dele af branchen. Alt i alt en temmelig giftig cocktail – og en cocktail, som i vores optik har gjort markedet ganske nervøst og som presser specielt kurv-størrelser og margins.
Økonomisk føler vi at vi er sluppet nådigt igennem det, og det skal man måske være tilfreds med i betragtning af, at det formentlig er en største krise i Danmark siden oliekrisen i1970’erne.

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?
Hvilke forventninger, der er til 2023, er desværre et svært spørgsmål at svare på. På den positive front har vi i dag lavere fragtrater end før Corona, vi har også set inflationen gå nedad to måneder i træk på europæisk plan. Priserne og lagrene af gas meldes under kontrol, og det kunne pege i retning af lavere energipriser så snart, vinteren går på hæld. Alt sammen faktorer som godt kunne give anledning til optimisme. Modsat ses nogle ekstremt svære overenskomstforhandlinger, som lige er begyndte, og som lægger op til en større risiko for konflikt end nogensinde. Ligeledes ser vi også fortsat prisstigninger fra mange mærker ind i FW23 sortimentet. Prisstigninger, som i vores optik ikke kan forklares eller berettiges af underliggende reelle prisstigninger (da fragtraterne er faldet massivt!). Det kommer vi til at holde meget øje med, og vi vil gerne gøre det helt klart for alle leverandører, at man ikke hjælper sine kunder eller sig selv på kort eller på lang sigt ved useriøse prisstigninger.
Udviklingsmæssigt forventer vi egentlig at holde momentum. Blandt andet ved åbning af ny butik i Odense her i foråret, hvilket vi glæder os meget til. Men det er klart, at der vil være et væsentligt fokus på indtjening, omkostninger og lagerstørrelse.

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste tre år. Først Corona så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?
Jeg tror, at alle er ekstremt forandringsparate og agile i deres hverdag, omvendt så tror jeg egentligt også, at alle går og sukker lidt efter at kunne vende tilbage til en situation, som er mere ”normal”, og hvor man bare kan koncentrere sig om at passe sin forretning uden at skulle forholde sig til alle mulige forhold som ingen alligevel kan påvirke (som pandemier, inflation, krig osv.). Det er i hvert fald min nytårsdrøm.

Når detail har udfordringer, ses det som bekendt i hele fødekæden. Gør det, at leverandørerne også får udfordringer, og hvis du skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvordan skulle de så lyde?
Skal man give noget feedback til alle brands/leverandører, vil jeg pege på følgende:
• Undlad useriøse prisstigninger. Udfordr jeres systemer bagud, lad være med bare at tage ”det stiger pga. inflationen” for gode varer – det hjælper ingen.
• Få forøget ordre-vinduerne. De ordrevinduer, der generelt er lige nu, er alt for korte og alt for tidlige. Det giver sub-optimale ordre-afgivelser. Det skader den samlede værdikæde, og der er faktisk masser af muligheder for at gøre noget ved det – men igen; det kræver kreativitet og vilje bagud i systemerne. Men jeg stiller mig gerne til rådighed, hvis man har brug for input. I øvrigt et emne man måske på sportbranche-niveau godt kunne grave i.
• Hjælp/samarbejd med jeres kunder om at løse problemerne proaktivt. Og her vil jeg gerne indstille tre personer til Sportbranchens Corona-medalje: Peter/Helly Hansen, Ole/Intersurf og Marianne/Fenix Outdoor. Der er også andre gode, men disse tre personer har i vores optik bare igen og igen brændt igennem som hverdagens proaktive corona-helte.
• Innovate. Bring nye spændende produkter til markedet. Lad os begejstre kunderne og give handelen flere muligheder. Så kan vi nemt erobre marked fra den generelle tøj- og sko-branche, og det er der kæmpe potentiale i!

 

Sport24 & G-Sport, adm. direktør Lars Elsborg:

Hvordan er 2022 gået?
2022 er set i lyset af de mange uforudsigelige ting, der er sket, gået overraskende godt. Allerede i budgetlægningen var 2022 en udfordring ovenpå et ligeledes uforudsigeligt 2021, hvor vi leverede et rekordresultat.
Sammenlægningen af vores fem lagerlokationer til én er gennemført med succes, og ikke en eneste kundeordre er blevet påvirket, Autostore er i fuld drift, og vi begynder nu at kunne se store synergieffekter.
Sammenlægningerne blev altså gennemført med succes, men også med virkelig store omkostninger. Det er dyrt at flytte så mange enheder, når vi samtidig vil sikre, at ingen kunder kunne mærke det!
I 2022 vokser vi igen på toplinjen, og vi leverede et solidt resultat, så vi kan kun være tilfredse.
Den største udfordring har været at holde helt styr på vores varelagre.
Vi valgte i 2021/22 at acceptere leverancer, på trods af at de var forsinkede. Nok i forventning om, at der ville ske rigtigt mange annullationer fra leverandørernes side. Det skete dog ikke, hvilket jo bestemt -isoleret set – var positivt. Resultatet blev bare, at vores lagre voksede voldsomt.
Det har vi styr på nu, men situationen har desværre betydet, at vores pre-ordrer til AW23 har været lavere end tidligere.
Vi har valgt ikke at angribe markedet ekstremt voldsomt på trods af for store varelagre, og det har vist sig som den helt rigtige beslutning.
Vi vokser på toplinjen, og fastholder stort set vores indtjening, og vores forecast viser heldigvis, at vi fra Q3 er på det rigtige niveau igen.

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?

Ligesom budgettet for 2022 var kompliceret, kan vi sige det samme om 2023.
Faktisk har vi mest lyst til at smide budgetterne i skraldespanden, lige så snart de er godkendt.
Vi vil i 2023 bruge budgetterne til styring af vores omkostninger, vi vil reagere hurtigt og effektivt, hvis der sker voldsomme udsving og så ellers håbe på, at toplinjen fortsætter med at udvikle sig positivt.
Vi åbner også nye butikker i 2023, så de usikre og uforudsigelige tider påvirker ikke vores ekspansionsstrategi.

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste tre år. Først Corona så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?
Det er længe siden, at begrebet ”new normal” blev almindeligt, men det er vel for alvor først nu, at vi kan sige at, sådan er det.
• Vi kan lige så godt lære at leve i det.
• Ingenting vil mere være forudsigeligt.
• Vi vælger at bruge det offensivt og udviklende for vores organisation.

Når detail har udfordringer, ses det som bekendt i hele fødekæden. Gør det, at leverandørerne også får udfordringer, og hvis du skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvordan skulle de så lyde?

Træk vejret og hav tålmodighed. Markedet og ordrerne skal nok tilpasse sig niveauet fra 2021/22 igen, så gå ikke i panik over de små AW23 ordrer.
Styr og prioriter jeres distribution, og lad ikke nedgangen i AW23 bestemme, hvordan og hvor jeres brands skal sælges. Det er for kortsigtet.

 

Westwind, direktør Frank Møller:

Hvordan er 2022 gået?
2022 kom omsætningsmæssigt godt i gang. Turister og efterdønningerne fra coronatiden, hvor mange stadig arbejdede hjemmefra, har haft en positiv indflydelse på vores butikker, der ligger i områder med mange feriehuse.
Fra august måned mærkede vi de første reaktioner på tilbageholdenhed fra kunderne. Det blev forstærket i september, oktober og november, hvor vi har haft en tilbagegang i omsætningen. I december var købelysten tilbage, og omsætningen nåede samme niveau som 2021. Som helhed er vi tilfredse omsætningsmæssigt med året, men det har været et arbejdstungt og vanskeligt år, grundet kæmpe udfordringer med at rekruttere det nødvendige antal medarbejdere.

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?
Vi forventer ikke at skulle hverken åbne eller lukke butikker i 2023, men vil bruge året til at opgradere indretning og tilpasse varesortimentet.
Omsætningen tror vi bliver vanskelig at holde, og fokus vil være på opgradering i eksisterende butikker, tilpasning af varelagre og i særdeleshed at få sammensat gode personaleteams i butikkerne.

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste tre år. Først Corona så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?

2022 har været et år, hvor varelagerne er øget voldsomt. En kombination af overraskende vækst i omsætningen, og dét at have sagt nej til efterspørgslen af varer samt leverandørernes varsel om svigtende og forsinkede leverancer har betydet, at vi har købt for optimistisk ind. Vi skal finde balancen i indkøbet og kommer derfor til at have en helt anden tilgang til indkøb i fremtiden.

Når detail har udfordringer, ses det som bekendt i hele fødekæden. Gør det, at leverandørerne også får udfordringer, og hvis du skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvordan skulle de så lyde?
• Nyheder i sortimenterne er vigtigt, men da sportsbranchen sælger mange ”rugbrødsvarer” vil det være en fordel for butikkerne og leverandørerne, hvis man fastholder en stor del af de styles og farver, der har været i sortimentet i tidligere sæsoner.
• Behersk mængden af nyheder en sæson eller to på bekostning af at suppleringsmulighederne på sortimentet bliver større.

 

Sportmaster, CEOAndreas Holm:

Hvordan er 2022 gået?
Der er en konsolidering i gang for Sportmaster på det europæiske marked.
For forbrugerne og sportsklubber er den europæiske konsolidering og at vi i 2022 blev opkøbt af Fraser Group og Sport Direct entydigt en fordel. Større udvalg, bedre butiksoplevelser og lavere priser. Vi har hen over årsskiftet implementeret en prisreduktion på 20 procent på stort set alle varer i vores sortiment. Dét er noget forbrugerne og sportsklubberne kan mærke.

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?

2023 bliver året hvor Sportmaster transformeres og skal høste fordelene af at være en del af en af Europas største sportsretailere. Transformationen betyder større og mere oplevelses-orienterede butikker, bedre eksponering til brandpartnere og lavere priser til forbrugerne.
Frasers Group og Sports Direct, der ejer Sportmaster, er blandt de største sportsretailere i Europa. De nye ejere er ambitiøse og ønsker vækst på det danske marked. Det betyder merinvestering i det danske marked med udgangspunkt i den europæiske vækststrategi. Væksten skal komme på baggrund af faktorer som større udvalg, bedre butiksoplevelser, digitalisering og mere attraktive priser til danske forbrugere.
I 2023 skal Sportmaster drage maksimal nytte af ejerskabet. Det betyder konkret, at Sportmaster indlemmes i Frasers Groups såkaldte Elevation Strategy. Et centralt led i ‘Elevation Strategy’ er mere oplevelsesbaserede og større butikker. Det er også målet for det danske marked.
Timingen for ændringerne i butiksstrukturen ligger ikke fast og vil afhænge af både igangværende og kommende forhandlinger med udbydere af butikslokaler samt eventuelle ejendomskøb.
Men vi kommer til at se nogle butikker, hvor investeringen per kvadratmeter lang overgår, hvad der hidtil er set i Sportmasterregi, og med min viden, nogensinde i dansk sportsretail. Det bliver interessant at skubbe den udvikling i gang.
Vi har konkrete forhandlinger om lejemål, blandt andet flere som er +1000 m2, om ejendomsopkøb mv., og vi forventer at kunne dele mere information om resultatet af de forhandlinger inden længe.”

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste tre år. Først Corona så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?

I takt med at vi udruller vores elevationsstrategi i hele koncernen, ser vi en fantastisk mulighed for nu også at forbedre butiksoplevelsen for Sportmasters kunder. Vi har set strategien succesfuldt udfoldet i hele Storbritannien med investeringer i dels eksisterende butikker og dels åbning af nye oplevelsesdrevne flag ship-butikker, der skaber både trafik til butik og øger omsætningen. Vi ser frem til at lancere og udfolde fordelene ved strategien for Sportmaster.
Sportmaster er på vej ind i en transformationsproces, hvor det globale og europæiske perspektiv vil fylde mere. I årene fremover vil Sportmaster blive til et effektivt eksekverende landekontor, der implementer en fælles europæiske strategi. Det betyder helt logisk nye og tilpassede arbejdsopgaver på især ledelsesplan og jeg synes, det er et naturligt og godt tidspunkt til at opsige min stilling som CEO.
Jeg forbliver i virksomheden året ud og implementerer de strategiske og organisatoriske tiltag, der skal sikre optimal synergi og vækst. Den øvrige ledelse fortsætter, og er involveret i den europæiske organisation og strategi.

 

Spejdersport, CEO Thomas Vangsgaard:

Hvordan er 2022 gået?
2022 er efter omstændighederne gået fint. Vi har vækst både på toplinje og bruttofortjeneste, men stigende omkostninger udfordrer ind­- tjeningen. Q1 var mere stille, end vi havde forventet, hvor Q2 levede op til vores forventninger. Q3 gik godt og var godt hjulpet af Spejdernes Lejr i juli samt af, at vi kunne være tilbage på Roskilde Festivalen. Dog var august og dele af september stille. Q4 begyndte med en varm oktober, og vi har set en generelt faldende trafik i vores butikker, dog er konvertering gået op, og de sidste to uger op til jul viste, at kunderne gerne vil give outdoor udstyr i julegave.

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?

Vores forventninger til 2023 er stagnation, og eventuel vækst skal komme fra nye initiativer. Vi åbner butik i Silkeborg og har digitale initiativer, som forhåbentlig vil materialisere sig i øget salg. Vi kigger opportunistisk på eventuelle nye butiksåbninger og har ikke planer om at lukke nogle af de eksisterende. Men vi har nogle, hvor vi kigger efter anden placering på lokationen.

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste tre år. Først Corona så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?

Jeg tør ikke spå om, om der kommer flere udefra kommende ting, der kan udfordre os. Men de sidste tre år har lært os at være beredt. Om vi gør noget anderledes end for tre år siden, kan jeg ikke svare på, da jeg kun har været her knapt et år, men omstillingsparatheden er i hvert fald blevet skærpet og vigtigheden af at have en kundebase, vi altid kan kommunikere med, er vigtigere end nogensinde.

Når detail har udfordringer, ses det som bekendt i hele fødekæden. Gør det, at leverandørerne også får udfordringer, og hvis du skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvordan skulle de så lyde?
Mit råd til leverandørerne er at segmentere kollektioner og kunder, så ikke alle har adgang til alt. Det vil både øge brandets profil og sikre sell-out online og i butikkerne.
Dernæst skal de finde ud af deres online og dermed også egen DTC-strategi på et europæisk plan. EU er transparent, og Danmark er blandt de dyreste lande at drive retail – både fysisk og online – i, og vi kan ikke matche en blodrød Google drevet dynamic pricing algoritme, hvor alle sælger alt.

 

NY FORM, direktør Kurt Nielsen:

Hvordan er 2022 gået?
Efter et rekordår i 2021, hvor vi endda havde lukket i to måneder, samtidig med at vi også havde stor varemangel midt og sidst på året, var vi forberedt på, at 2022 kunne give udfordringer.
Og det skete da også, men det negative kom fra en lidt ukendt kant; Putins opstart af krigen i Ukraine.
Som så mange andre detaillister dykkede vores omsætning meget hurtigt, og til trods for, at der var rekord mange turister i Danmark, kunne omsætningstallene fra 2021 ikke holdes.
Til trods for stigende priser lykkes det dog alligevel for os at rette tilbagegangen op sidst på året, hvilket må siges at være det mest positive, vi kan sige om 2022,

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?
Den 1. januar 2023 var jeg langt mere optimistisk omkring det nye år, end jeg var den 1. januar 2022.
Men vi vil dog gerne styre vores optimisme lidt, så vi har fastholder vores forventninger til 2023 på samme niveau som i 2022. Vi har ikke planer om at lukke butikker i 2023, men søger forsat fire-fem nye butiksplaceringer.
Vi tror på, at vi kan øge vores salg på alle salgskanaler, da vi nu har tiden til at forbedre driften i de enkelte butikker.
Derudover har vi arbejdet med flere projekter, som er blevet søsat ultimo 2022, og der arbejdes med yderligere projekter, som er klar midt på året. Vi er sikre på, at alle disse nye salgstiltag vil øge salget markant.

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste tre år. Først corona, så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?
Meget kunne være gjort anderledes i de seneste år, men generelt syntes ikke, vi har truffet nogle beslutninger, som jeg fortryder i dag. Dog er der en beslutning, jeg har fortrudt, jeg ikke tog sidste efterår, nemlig at annullere de varer, der var forsinkede. For der var tegn på, at kurven var knækket allerede i september/ oktober måned 2022.

Når detail har udfordringer, kører det som bekendt hele vejen igennem fødekæden, hvilket gør at leverandørerne også får udfordringer, hvis I skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvilke skulle det så være?
Jeg har lige været på ski i Østrig og kan som alle andre meget let konstatere, at 20-30 % af alt det skitøj, der ses på løjperne, ikke kommer fra en traditionel sports- eller sportswebshop, men fra innovative webshops som Doop, Revolution Race mv.
• De har overlevet de samme kriser, som alle vi har, men har i modsætning til de butikker/butikskæder, der kun kan sælge med rabat, så er de knald hammerne gode til at sælge og tjene penge, uden at give rabatter, men fordi de har opbygget en stor kundeloyalitet.
• De er gode til at forny sig, og det er ikke kun indenfor skisporten. Den type webshops findes inden for ALLE sportsgrene, uanset om det er til vandring, fitness, svømning eller andre sportsgrene. De err fokuserede, og de giver deres kunder det rigtige vareudvalg og den gode service.
• Så vores fokus er, at vi sammen med de leverandør, der vil lege med ny form, bliver langt mere målrettet i forhold til kunder og behov de behov, som kan være med til at løfte salget. For vores fordel er forsat, at vi både har lokale fysisk butikker og webshops.

 

LØBEREN, direktør Ebbe Møller:

Hvordan er 2022 gået?
2022 har overordnet set været et fint år. Set i lyset af de ting, der har ramt os i form af krig, inflation, rentestigninger, usikkerhed i markedet med mere, er vi godt tilfreds. Mange ting kunne have været både bedre og værre, men det samlede indtryk er fint, og vi ser positivt frem.
På positiv siden har været bedre og mere rettidige leveringer og kundernes store lyst til at løbe og købe løbeprodukter. Der er stor nysgerrighed på nye produkter og tekniske detaljer, og det er rigtig fint i tråd med det, vi gerne vil tale om og nørde med.
På negativ siden har der været alt for store lagre, prispres og indimellem en meget ærgerlig omgang med nye og rigtigt lækre produkter. Det er vigtigt, at alle gør sig klart, hvad det betyder,, hvis der presses flere og flere produkter ud i et marked, der er mættet, eller som i hvert fald er mindre end udbuddet. Den rigtige distribution bliver vigtigere og vigtigere, og dét at de forskellige markeder kommer tættere på hinanden gør bare udfordringerne endnu større.
I vores øjne er der mange, der gør den åbenlyst fejlagtige slutning, at markedet og salget blot fortsætter med at stige efter de gode år 2020 og 2021. Det tror vi ikke meget på, og vi håber derfor, at alle leverandører og butikker vil tænke over, at vi skal have et sundt marked.

Hvilke forventninger har I til 2023 salgsmæssigt? – åbning/ lukning af butikker?

Vores forventninger er, at 2023 bliver et godt år. Vi er startet året godt, og vi har mange gode projekter i gang. Det føles godt, og vi tror meget på det, vi har i gang.
I forbindelse med antallet af Løberen butikker, satser vi ikke på at lukke butikker, og kigger man på landkortet er der jo flere spændende byer, vi mangler. Vi holder altid en dør åben for en god forretning og de rigtige samarbejder kigger vi hele tiden efter.

Vi har haft mange udfordringer i branchen de seneste tre år. Først Corona så krig og nu fuld gang i inflationen. Hvad bliver det næste, og har de seneste tre år gjort, at I reagerer anderledes i dag?

I forhold til reaktionsmønster; der kommer helt sikkert mere, og vi tror, det er en stor fejl hvis man tænker, det hele bliver bedre lige om lidt. Der vil fortsat være ting, der støder til markedet, og dem, der er klar på det, bliver vindere. Udviklingen har egentlig ikke betydet ret meget for, hvordan vi navigerer. Vi er ret komfortable med vores koncept og den måde, vi arbejder på, og det vil vi fortsætte med.
Et område, hvor vi måske har ændret lidt: Vi tænker lidt anderledes på vores indkøb, og vi tilstræber at være mere likvide. Vi tror på, at det kan blive en faktor for drift af sunde butikker!

Når detail har udfordringer, ses det som bekendt i hele fødekæden. Gør det, at leverandørerne også får udfordringer, og hvis du skulle give leverandørerne to gode råd i samarbejdets ånd, hvordan skulle de så lyde?
De skal have styr på deres distribution. De største udfordringer i markedet pt. kommer i vores øjne som et resultat af alt for stor sult på vækst og overdreven jagt på de ekstra mængder. De leverandører, der har det sværest lige nu, er også dem, der har presset os hårdest for ekstra køb gennem sæsonerne.
De skal kigge på de butikker og samarbejdspartnere i markedet, der laver mest støj og håndtere det på en god måde. Markedet og de mængder, der sælges, er fine, men priserne er bare ofte for lave. Det kan komme af mange ting, men jagten på den øgede volumen giver for store lagre og ingen modstandskræft i forhold til et let vigende marked.

Bliv medlem allerede idag og få del i de mange lukrative medlemsfordele

Som medlem af DM&T Sport kan du drage stor fordel af vores lukrative fordelsaftaler, som sikrer dig de mest attraktive vilkår og bedste priser på en række produkter og serviceydelser.

Rådgivning

Bæredygtighed

forest, tree stump, moss-7429841.jpg

Miljø & CSR

Agenter og distributører

investment, concept, business-5241253.jpg

HR jura

Handelsjura & IPR

Persondataforordning

Told & international handel

Nyttig info

Se eksempel på EXCLUSIVE video her

Se eksempel på fotos nedenfor

Se eksempel på ADVANCED video her

Se eksempel på BASIC video her