Profil af Jacob Gliese –
30 år i sportsbranchen

Craft har lagt barren højt og vil være i top i kategorien med løbesko inden 2027. De har derfor teamet op med en af de stærkeste danske løbeprofiler gennem tiden – Jacob Gliese!


Jeg fangede Jacob i showroomet på det danske hovedkontor hos Craft i Herlev, hvor jeg fik indblik i Jacobs liv og færden helt tilbage fra teenageårene. Hans store passion for løb har gennemgående banet vejen for hans karrierer gennem 30 år nu.

Det lå ikke i kortene at Jacob skulle blive en profil indenfor dansk mellemdistanceløb og en profil i den danske sporstbranche. Jacob fortæller: ”Jeg er oprindelig uddannet bankassistent i Jyske Bank. Det var i en tid, hvor alle i min omgangskreds enten skulle være kontor- eller bankassistenter. Min mor og morfar arbejdede begge indenfor den finansielle verden, så det lå ligesom lige for, at det var den vej jeg skulle gå. På det tidspunkt, i en alder af 19 år, var jeg så småt ved lægge grundstenene til mit gennembrud inden for mellemdistanceløb, men det hele startede faktisk med at jeg spillede badminton i Gentofte Badminton Klub, hvor begge mine forældre var dybt involveret, min far var formand i klubben i 10 år.


Passionen for sport startede i den lokale badmintonklub

Mange af mine venskaber startede allerede tilbage i barneårene i den lokale badmintonklub i Gentofte. Der studerede jeg top-badmintonspillerne, og hvordan de lavede deres funktionelle styrketræning. Det gjorde de bl.a. ved at lave opsamlinger med en squashketcher, som jo var en del tungere end en badmintonketcher, for at styrke håndledet. Da jeg så det gik jeg hjem i gården og trænede på livet løs – fuldstændig hæmningsløst! Det resulterede i, at jeg blev så betændt i armen, at jeg slet ikke kunne spille badminton. Jeg kunne dårligt nok holde på min tandbørste. Med tiden fik jeg jo så større og større erfaring med træning, og et unikt indblik i anatomiens og biomekanikens verden, som har lært mig stort set alt om fysisk træning med tiden.

Det var også i denne periode at badmintonspilleren Camilla Martin flyttede fra Århus til København. “Camilla kom meget i mit barndomshjem, og mine forældre blev hendes “københavnske” forældre. Camilla og jeg udviklede et stærkt bror/søster forhold, og hun er et af de mennesker der har og har haft allerstørst betydning for mig i mit liv”. Især i vores voksne liv har vi haft gavn af vores tætte forhold, hvor vi ofte sparre med hinanden om alt mellem himmel og jord.

Men tilbage til den betændte arm. Den kunne jeg ikke vente på blev god igen, og så måtte jeg jo i gang med noget andet, fordi jeg elsker jo sport. Det var der jeg begyndte at løbe. Her fik jeg for første gang i mit voksne liv følelsen af, at her var der noget sport jeg måske var rigtig god til – noget uforløst, som jeg måtte jagte, dygtiggøre mig i og kommitte mig til. En af mine gamle venner, der var tidligere Danmarks Mester i 3000m forhindringsløb, holdt til inde i Sparta. Så jeg spurgte ham, om ikke jeg kunne komme ind til en prøvetræning. I slutningen af mine teenageår – som 19 årig – var det på en måde lidt sent at  starte. Men jeg fik heldigvis mulighed for at komme til prøvetræning med den daværende landstræner Henrik Larsen, og hans elever, fortæller Jacob.


En ganske særlig personlighed og træner

Konklusionen på min prøvetræning hos Henrik Larsen blev, at han syntes jeg havde talent for løb, og jeg skulle løbe noget mere. Det var faktisk første gang nogensinde, at jeg hørte en fortælle mig, at jeg havde talent for noget sport. Derudover sagde Henrik, at han gerne ville træne mig, og det blev afgørende for min succes som mellemdistance løber. Henrik lavede et træningsprogram til mig på et stykke halvkrøllet papir, hvor jeg den første uge skulle træne 6 gange, og ugen efter 7 gange. Jeg syntes, det var totalt crazy, at jeg skulle træne hver dag.

En dag spurgte jeg Henrik: “Hvornår bliver jeg en god løber?” Og han svarede: Det bliver du om 10 år. Der tænkte jeg – nærmest opgivende – det er godt nok om lang tid! Men som Henrik sagde: “ Du skal nok opnå gode resultater undervejs, men det at skabe en god grundform og styrke, så du kan træne så skadefrit som muligt – det tager 10 år”.

Det har jeg sidenhen brugt både i privatlivet, men også i arbejdslivet. Henrik lærte mig at selvom målsætningen – slutproduktet – er langt væk, så er det processen og vejen derhen, der skal selvforstærke glæden og motivationen. Er man glad og motiveret, så tror jeg automatisk ens evne til at udvikle sig, tilegne sig ny viden og opnå resultater blomstrer. Den tilgang til træning og KPI’er brugte jeg senere hen i Running26, når jeg skulle udvikle og afholde træningsforløb til vores klienter.

Med Henrik inde i billedet, og senere hen Thomas Nolan, der efter Henrik blev landstræner, begyndte jeg for alvor at løbe, og det var samtidig med, at jeg arbejdede som elev i Jyske Bank. På et tidspunkt blev jeg udtaget til Europa Cup i Portugal, hvor også Wilson Kipketer skulle løbe. Og jeg havde brug for at få fri – og det var meget bøvlet, at eleven kom og bad om fri til den slags – men jeg kom heldigvis afsted. Men der gik det op for mig, at fremtiden for mig lå ikke i at arbejde i banken, da det ikke kunne kombineres med min sport. Wilson og jeg blev tit udtaget sammen til større internationale konkurrencer og til det danske landshold. Rent faktisk lå jeg som nr. 2 efter ham i rigtig mange år, både i klubben Sparta og i Danmark,” fortsætter Jacob, der selv vandt flere danske mesterskaber i sin aktive karriere.

 

Urolige forældre, levebrød og drømme

Jeg havde en målsætning om, at jeg en dag ville “leve af løb”. Da jeg endelig var færdiguddannet bankassistent, ville jeg gerne sige op og hellige mig mit løb. Da jeg fortalte det til mine forældre, blev de naturligvis bekymrede. Derfor besluttede jeg mig for at finde et andet job. Jeg havde en god kammerat som havde ketcher butikken ”Transocean Sport” i Lyngby, så der startede jeg med at strenge ketcherne op. Det var så fedt at få job i sportbranchen, fremfor bankverden. Jeg kom jo fra badmintonverden, så det gav mening at starte i butikken i Lyngby.

En dag stod jeg og strengede en ketcher op for en herre ved navn Thomas Kaiser, som snart skulle vise sig at få stor betydning for mit fremtidige arbejdsliv. Vi fik en god snak om løb, mens jeg ordnede hans ketcher. Thomas fortalte, at han havde en klinik inde på Østerbro, hvor han lavede ortopædiske fodindlæg, og at han dagligt sendte mellem 10-15 mennesker hen til en lokal løbebutik, fordi han så, at de havde de “forkerte” løbesko. Og det salg kunne han jo reelt lige så godt selv tage, men han manglede en til at drive en butiksdelen – en der vidste noget om løb og havde en grundlæggende forståelse for løbesko, træning og bevægelse.

 

Thomas Kaiser, New Balance og Eurosport

Thomas Kaiser, stifter af Kaiser Sport & Ortopædi, tilbød mig jobbet, som jeg takkede ja til. Jeg startede op i hans klinik, som hans sekretær, alt imens vi gik vi i gang med at kigge efter lokaler. Vi fandt et godt sted at åbne butik på Frederikssundsvej 143 i Brønshøj – der hvor Kaiser Sport & Ortopædi stadig ligger den dag i dag. Det var faktisk et gammelt pelshus, så der skulle ryddes godt op, males, m.m. På det tidspunkt var der ikke mange andre specialbutikker indenfor løb, faktisk kun Løberen på Ulrikkenborg Plads og Marathon Sport på Østerbro. Men kombinationen af klinik og butik, som vi startede op., var der ingen der havde. Den er sjovt at tænke tilbage på, at den allerførste kunde, der kom ind i butikken i Brønshøj, var en rigtig fulderik, som stod foran skovæggen og svajede i sin mega brandert, og spurgte; “Hva’ kan man så få her?” griner Jacob og fortæller videre.

Men jeg løb jo meget på det tidspunkt og jeg var sponsoreret af New Balance. De skulle til at re-booste brandet i Danmark tilbage i 2001. New Balance løbesko var ikke så kendt dengang, og mange danskere troede, at det var en Newline-sko pga. af det karismatiske N-logo, som pryder stort set alle New Balance-sko.

Dengang var Newline virkelig stort herhjemme og New Balance var en ukendt spiller “from over there”. Så i sammenarbejde med Jan Guldbæk – han dækkede vest, og jeg dækkede øst – fik vi bygget brandet op; og med min anatomiske og biomekaniske tilgang til løb, fra min baggrund i Kaiser Sport & Ortopædi, startede vi med at underviste hele sportsbranchen i, hvordan man kunne forebygge skader, og analysere sit løb. På den måde fik vi opbygget noget troværdighed omkring brandet. Vi arbejdede ret hardcore med, at få opbygget mærket til at være blandt ”Top 5” herhjemme. Dengang var der dog ikke nær så mange mærker, som der er i dag.

Det var også i denne periode af mit liv at jeg blev tilknyttet Eurosport som ekspertkommentator indenfor løb og atletik. Der er jeg stadig tilknyttet i dag, og har igennem årene kommenteret alt fra de store internationale atletikmesterskaber, til de største maratons i verden fra London til Boston og New York, samt de Olympiske Lege.

 

Forever Faster

På et tidspunkt bliver jeg kontaktet af den daværende tidspunkt indkøbschef hos SportMaster, Dan Holmgren. Dan vidste, at Puma var ude efter at finde en kompetent person, der kunne bygge løbekategorien op.

Dan lagde et godt ord ind for mig, som jeg er evig taknemmelig for i dag. Puma havde 100-meter sprintikonet Usain Bolt i front for deres brand, men udover det var løbekategorien næsten ikke eksisterende. Puma havde slet ikke fat i motionssegmentet. Jeg kom i kontakt med Peter Bedsted, General Manager i Puma Denmark, og lavede en aftale om, at jeg alene fik ansvaret for at bygge løbekategorien op i Danmark. Men inden jeg sagde ja til jobbet, sendte Peter Bedsted mig seks forskellige par Puma-løbesko, som jeg ville teste af. Jeg tog mange ture rundt om Gentofte Sø, hvor jeg testede alle skoene af, da det har altid været ekstremt vigtigt for mig, at jeg kan stå 100% inde for de brands og produkter jeg repræsenterer.

Mit forhold til Peter Bedsted blev styrket i mine Puma år til mere end blot et ansættelsesforhold, og Peter har en stor andel til min udvikling i sportsbranchen.

Det var mega spændende! Men også udfordrende, fordi selvom Puma på det tidspunkt var et af de hotteste brands i verden, og folk vidste at Puma kunne lave fede sneakers og gode fodboldstøvler, så troede de ikke rigtig på at Puma kunne lave løbesko. Heldigvis havde jeg og har jeg altid haft et godt renomé i sport- og løbebranchen, været troværdig og ærlig, hvilket hjalp til, at kunderne og butikkerne gerne ville arbejde med mig, og det produkt jeg nu kom med.

Parallelt med det havde jeg kommenteret atletik på Eurosport i nogle år, samt trænet landets ypperste erhvervsfolk i marathon verden over. Så hvis en virksomhed ønskede en tættere relation til nogle eksisterende eller upcoming kunder, så kunne de invitere dem til at træne op mod marathon rundt om i Verden; Berlin, Boston, New York, m.m.. Idéen var at få skrælle titler og hiraki af, skabe langvarige relationer, mødes i tights i stedet for jakkesæt, så alle var på lige fod og jeg stod som den hårde træner. Jeg opfandt begrebet “relationsskabende træningsforløb”, hvilket var starten på min virksomhed ”Running26”.

Så jeg havde gang i flere ting på en gang og arbejdede i døgndrift med; Puma, Eurosport og Running26. Jeg var jo drevet af min passion for løb, så på et tidspunkt gav det mere mening, at arbejde for min egen virksomhed. Derfor måtte jeg “desværre” stoppe hos Puma for at hellige mit eget. Men jeg fortsatte med at brande Puma igennem mit eget firma. Det voksede virkelig hurtigt og i løbet af et par år var vi 9 fastansatte og 50 freelancere, og trænede stort set alle topledere i Danmark, mod halv- eller marathon, triathlon eller cykling.

 

Finanskrise og et mislykket tech start-up

Tilbage i 2008 ramte finaskrisen os for alvor, og min partner Kristian Uhd, i Running26, og jeg bryder op. Running26 var gennem de sidste 10 år blevet min identitet, så det gjorde ondt at stoppe. Men efter bruddet kom jeg i kontakt med Puma igen. De havde brug for en person til at gen-opbygge løbekategorien i Puma i Norden. Det var en meget spændende udfordring at skulle få de 4 nordiske lande til at “tale samme sprog inden løbekategorien”. Så jeg takkede ja og startede op hos Puma i Helsingborg Sverige i stillingen som Nordic Running Manager med ansvar for løbekategorien i hele Norden.

Efter tre års tid i Puma Nordic, blev jeg kontaktet af to erfarne herrer, som var i gang med at udtænke en APP-baseret wearable træningsenhed, der skulle hedde ”SHFT”. SHFT skulle måle alle kroppens bevægelsesmønstre, og konvertere de data til real-time coaching. Der blev sat et stærkt team bl.a. bestående af et ekspertpanel, og jeg fik mulighed for at blive del af start-up projektet. Det startede med 120 km/t i timen. Vi vandt en Red Dot-pris og vores hjemmeside vandt også en designpris. Vi fik hurtigt signet up med gode ambassadører, bl.a. Stina Troest, som netop har sat dansk rekord på 1000 meter og det danske 100-meterfænomen Kristoffer Hari. Fra vores kontorer på IT-universitet i København sigtede vi benhårdt mod det tyske og amerikanske marked.

Men start-ups er bare andet end succeshistorier fra Løvens Hule. Vi kunne desværre ikke få udviklet enheden hurtigt nok og jeg må i bagklogskabens klare lys erkende og påtage mig min del af ansvaret for, at vi i ledelsesteamet ikke var dygtige nok på det organisatoriske plan. Det skabte svære betingelser for vores unge og mega talentfulde in-house udviklingsteam. Det endte som som det startede – med 120 km/t i timen. Knald.

 

Selvrangsagelse, turbulens og genoprejsning

Med en masse læring i bagage fra SHFT-projektet skulle jeg videre. Faktisk stod jeg med følelsen at jeg skulle til at genopfinde mig selv! Og selvom at jeg har et meget stort netværk, og jo selv føler at jeg har stor viden, gode kompetencer og meget at bidrage med, så var det ikke ensbetydende med, at der var nogle i netværket, der timingsmæssigt lige stod og manglede en som mig. På det tidspunkt havde jeg stadig en del at gøre for Eurosport op til OL i 2016. Det var min base og også min eneste indtægtskilde.

Heldigvis kunne jeg i sidste ende trække på mit store netværk. Det resulterede i et par konsulentopgaver, bl.a. begyndte jeg at løse opgaver for et nyt dansk/britisk triathlonmærke, der skulle til at se dagens lys, ”FE226”. Jeg hjalp også i en kort periode det historiske italienske mærke Diadora, da de gerne ville etablere sig med en stærkere profil på det danske løbemarked.

Det var en turbulent tid og på privatfronten gennemgik jeg også en skilsmisse. For mig har basen, familien, altid været vigtigt. I denne periode var alting meget usikkert og det betød at jeg kæmpede med at holde gejsten oppe. Jeg skulle både bekymre mig om mit lidt flyvske konsulentarbejdsliv og samtidig navigere igennem skilsmissen. Det var afgørende for mig at jeg fik ro på fronterne. ¨

En kop kaffe med Jan Steinicke, CEO og partner i den nye ejerkonstruktion i Kaiser Sport & Ortopædi, skulle for alvor blive et vendepunkt.

 

B2B x Pandemi

I 2019 var jeg tilbage igen. Bogstaveligt talt tilbage hvor mit løbe-erhvervsliv startede, Kaiser Sport & Ortopædi. Jan og jeg havde haft mange gode snakke og nu var tiden til vi for alvor skulle antænde KSOs ambition om at tage deres B2B-forretning til næste niveau.

Derfor blev jeg (igen) ansat i Kaiser Sport & Ortopædi. Denne gang med ansvar for at drive B2B-afdelingen og undervejs også som kommerciel chef.

Jeg nåede akkurat lige at starte, da Corona ramte i foråret 2020. Og det var jo bl.a. skoler og foreninger, som jeg havde med at gøre, der bare lukkede ned. Det var svære betingelser.

I løbet af 2021 kunne jeg godt mærke, at jeg skulle videre. Corona havde igennem hele min ansættelse kostet kræfter mentalt. Ambitionerne og målstætningerne blev ikke nået i det omfang og tempo som stillingen var tiltænkt. Det var hårdt – og som min gamle læremester, Henrik Larsen, havde lært mig, så skal der også opnåes gode resultater i processen mod det langsigtede mål – ellers mister man gnisten. Efter 2,5 år ind og ud af locksdowns og hjemsendelser var jeg et sted – og KSO et sted – hvor det gav mening at smide en kæmpe high five, en krammer og ønske hinanden god vind.

På mange måder var tiden i Kaiser Sport & Ortopædi et arbejdsmæssigt antiklimaks. Og det er selvfølgelig nemt at skyde skylden på Corona. Omvendt er det i grunden ret indlysende at det selvfølgelig stod i vejen for ambitioner og målsætninger. Men uanset hvad, så var Kaiser Sport & Ortopædi den trygge havn i en personlig svær tid for mig og for det er jeg meget taknemmelig. Det “familiære hus” er fuld af gode folk, der brænder for deres fag og jeg nyder stadig at kigge forbi til kaffe og high fives.

 

Craft Sportswear

Heine Westbæk, Salgschef i Craft Sportswear, og jeg stod sammen til et arrangement i København slutningen af 2021, og blev enige om at drikke en kop kaffe sammen bagefter. På det tidspunkt var Heine allerede i gang med tanker om, at skulle geare op for produktkategorien løbesko.

“I 2027 er målsætningen at løbesko skal være den største kategori hos Craft – et ambitiøst, men velovervejet mål” – Jacob Gliese

Med Crafts vision og min profil fandt vi hurtigt ud af vi kunne blive et værdifuldt match. I Craft kan jeg for alvor drage min erfaring og knowhow i spil fra tiden i New Balance og Puma. Begge brands jeg kom til, i en tid, hvor de skulle løbes i gang på det danske marked.

Og endelig. I foråret 2022 startede jeg hos Craft med ansvaret for løbesko. Et drømmejob. Sideløbende assisterer jeg også i Teamsport. New Wave-huset er rummeligt nok til jeg kan slå mine egne folder, men samtidig er jeg fri til at bidrage i fx teamsport eller i marketing. Det giver mig en tværfaglig hverdag, hvor jeg hele tiden kan udvikle mig. Lære fra mig og suge til mig. Det giver en  fantastisk følelse af faglig frihed, hvor det er lysten, nysgerrigheden og fællesskabsfølelsen, der driver værket.

I New Wave huset i Herlev er vidensdelingen på tværs af  teams, produktkategorier, fagområder af vital betydning. Det binder os sammen og skaber en grundlæggende forståelse for, hvor vi som virksomhed, skal hen – og hvordan vi kommer derhen, så vi stadig er tro mod vores svenske ophav, internationale vingefang og årelange kultur, men konstant tør udfordre normen, branchen og mest af alt os selv. Det skaber en fremdrift, der er båret af eftertænksomhed.

“Vi tror på, at med eftertænksomhed kommer funktionalitet” – Jacob Gliese

Jeg synes netop at eftertænksomhed i forretningsudviklingen er vigtigere end nogensinde. Jeg tror det var Søren Kirkegaard der engang sagde “Den der gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enke”. Det citat rammer noget i mig, her i samtiden, hvor det nogen gange virker til alle vil forny sig blot for fornyelsen skyld. Der vil vi gerne nuancere med vores tilgang udvikling, således, at vi udvikler bæredygtige og funktionelle forretningsgange og relationer. Netop det funktionelle er en del af vores DNA – om det er en baselayer eller et leverandørsamarbejde, så skal det være “funktionelt” for alle.

 

Produktet er Løbesko. Formidling er kodeordet

Heine fortæller videre: For ca. tre år siden startede vi op med at re-tænke produktionen løbesko. Forinden gik der år med udvikling og tests. De første ny-udviklet løbesko blev lanceret på det internationale løbemarked for lidt over et år siden.

Igennem alle årene har vi haft en super god dialog med Jacob – helt tilbage fra han var ved ”Running26”. Jacob har gennem årene holdt flere kundemøder her i vores showroom, så det er nemt nu, hvor han er blevet en del af teamet. Der er mange ting, som vi ikke behøver at sætte Jacob ind i – tværtimod – så kan Jacob bygge skokollektionen som han vil. Hans viden, erfaring, og evner til at formidle via storytelling gør en forskel. Jacob fokuserer på oplevelsen ved at bære netop én løbesko frem for en anden. Formidling er kodeordet. Vi har et gennemtestet og kvalitetssikret produkt, et globalt bagland, et stærkt produktionsapparat og en klar distributionstrategi. Nu løber Jacob med depechen. Jeg tror på vores største kategori er løbesko om 5 år.

 



Sportevents og klubsamarbejder skal bane vejen for udbredelsen af Craft-løbesko

Vores go-market-strategi involverer bl.a. de gode samarbejder vi har med bl.a. Dansk Idræts Forbund, og de mange foreninger og lokale klubsamarbejder vi har. Det er nogle fantastiske platforme og netværk, som vi selvfølgelig skal drage i spil, når vi de kommende år skal vinde markedsandele.

Vi er i processen bevidste om at eftertænksomhed og tålmodighed er en dyd. Vi tror og stoler på vores produkt. Derfor er det andre parametre vi – på hovedkontoret i Danmark – skal have særligt fokus på.

Vores distributionsstrategi på løbesko er på plads. Vi arbejder med de butikker, som ønsker at få Craft ind og er motiveret for at bygge løbesko-kategorien sammen med os, hvor vi kan fortsætte det gode gamle græsrodsarbejde med undervisning, nærvær og clinics. Vi vægter vores tilstedeværelse ude i butikkerne med god kontakt til personalet meget højt.

 

Om at sætte det rigtige hold

Corona har rystet alle og man var tvunget #mere sammen i bussen”, og kommet stærkere igennem denne her corona-periode. Vi har post-corona kunne plukke nogle profiler ind til at løfte de kategorier, som vi ikke har haft fokus på. Så da Jacob prikkede mig på skulderen den dag, hvor vi stod til et fælles arrangement, og spurgte om vi skulle drikke en kop kaffe, da gav det rigtig god mening – fortæller Heine.

Nu da vi er kommet på den anden side efter at have fået Jacob i folden, da er det den konstellation af hans viden, erfaringer og netværk, der gør, at han selv kan forme vejen og processen frem mod 2027 og videre ud i fremtiden.

 

Den grønne omstilling

Og ikke nok med, at vi gør os mere attraktive, så vægter New Wave Group koncernen bæredygtighed meget højt. Vores målsætning er, at inden for 3-4 år, er 90% af vores produktion bæredygtig,” fortsætter Heine.

 

DNAet er funktionalitet. Produktsortimentet er mangfoldigt 

Crafts produktudviklingen af løbesko finder hovedsageligt sted i Californien. Her har Craft håndplukket et kompetent udviklingsteam og sammensat et stærkt line-up af kompetente løbeskoudviklere, testløbere og atleter, der er med til at forme produktudviklingen. Selvom udviklingen foregår i USA, så sikrer Crafts ”flade” organisation, at Jacob har tæt kontakt til udviklerne og kan komme med feedback fra det danske netværk. Jeg ved at udviklerne er glad for, at vi har fået en ”skospecialist” ombord, i Jacob. Så mon ikke, at Jacob også får mere og mere indflydelse på udviklingen fremadrettet. Som atletik-ekspertkommentator på Eurosport, en professionel løbekarriere med danske mesterskaber og en træningsbaseret virksomhed bag sig, så skal man ikke undervurdere effekten, når Jacob tager ordet.

Jacob står på et stærkt fundament af indsigt og viden og med et erfaringsgrundlag udviklerne og designerne forstår vigtigheden af og respekterer – fortsætter Heine.

Jacob slutter af med: Mit mål da jeg var 19 år gammel var, at jeg ville ‘leve af løb’. Det gør jeg egentlig også, hvis man ser det, som et begreb. Min passion for løb er blevet mit levebrød igennem 30 år nu,” afslutter Jacob.

Bliv medlem allerede idag og få del i de mange lukrative medlemsfordele

Som medlem af Sportsbranchen Dk’s kan du drage stor fordel af vores lukrative fordelsaftaler, som sikrer dig de mest attraktive vilkår og bedste priser på en række produkter og serviceydelser.

Rådgivning

Bæredygtighed

forest, tree stump, moss-7429841.jpg

Miljø & CSR

Agenter og distributører

investment, concept, business-5241253.jpg

HR jura

Handelsjura & IPR

Persondataforordning

Told & international handel

Nyttig info

Se eksempel på EXCLUSIVE video her

Se eksempel på fotos nedenfor

Se eksempel på ADVANCED video her

Se eksempel på BASIC video her