ESG er fremtiden
Hvordan arbejder I med ESG og klimaregnskab, så I lever op til fremtidige krav? Det spurgt Sportlink sportsbranchens leverandører om, og en lang række af leverandørerne har allerede en plan klar. Virksomheder bliver i dag mødt af stigende forventninger og regulatoriske krav til klimarapportering fra in-vestorer, banker, leverandører, samarbejdspartnere og forbrugere.
Virksomheder bliver i dag mødt af stigende forventninger og regulatoriske krav til klimarapportering fra investorer, banker, leverandører, samarbejds-partnere og forbrugere. ESG står for Environment, Social og Governance, som på dansk kan oversættes til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold. ESG er et værktøj, som virksomheder kan bruge til at give et mere nuanceret billede af virksomheden – et supplement til årsregnskaber.
Klimaregnskaber kan indgå i ESG-rapportering, men andre elementer kan også være en del af rapporteringen – f.eks. kønsdiversitet, lønforskelle og arbejdsulykker, ligesom det også er muligt for virksomheden at fortælle om sit arbejde med f.eks. FN’s 17 Verdensmål. Uanset udgangspunktet er første skridt at beregne og dokumentere, hvordan virksomheden påvirker miljøet, og hvor meget drivhusgas der udledes.
Allan Vad Nielsen, CEO, hummel:
”Som et internationalt sportsbrand har vi et stort ansvar inden for det her område. Derfor har vi også sat nogle ambitiøse klimamål frem mod 2031, som er blevet godkendt og valideret af Science Based Targets initiative. Det indebærer blandt andet en reduktion af vores CO2-udslip i scope 3 med 55 procent per købt produkt, ligesom vi har fokus på at øge andelen af økologiske, genanvendte og biobaserede materialer i vores produkter”.
”Derudover har vi netop lanceret et nyt genbrugsunivers, der har til formål at tage ansvar for de produkter, som vi sender i markedet. Det betyder, at vores kunder kan sende deres gamle hummel-produkter retur til os, og så sørger vi for, at de enten bliver gensolgt eller genanvendt. Vores mål er at gøre op med en stigende “brug-og-smid-væk-kultur” og i stedet opfordre vores kunder til, at tage del i cirkulær shopping”.
Katrine Bak Håkansson, Fenix Outdoor Danmark:
Vores arbejde med ESG og klimaregnskab er en vedvarende proces. Og siden 2012 har vi offentliggjort vores ikke-finansielle parametre i henhold til GRI-standarden. Derudover rapporterer vi ifølge CDP, og har forpligtet os til UN FCCC Fashion Charter on Climate Action. En anden rapportering, som er vigtig at få med, er vores rapportering til NASDAQ ESG-rapporteringsværktøjet og den tyske Sustainability Code, som allerede nu er opdateret på den seneste juridiske udvikling i Europa”.
”Med de kommende og skærpede regler, ser vi et behov for en mere dybdegående levering af gennemsigtig information. Vi sigter allerede nu på, at vi i vores 2023-rapport kan vise vejen for, hvordan en fremtidig rapportering og regnskab kan se ud”.
Annette Frimand Rasmussen, Marketing Manager, ID® Identity:
”Arbejdet med ansvarlighed ligger os langt fra fjernt. Det afspejler den måde, vi har drevet forretning på gennem hele virksomhedens historie. Princippet om ordentlighed og ansvarlighed blev grundlagt for mere end fire årtier siden, og fra begyndelsen var det klart – vi ville være en leverandør, der gør tingene ordentligt og tager ansvar for vores indflydelse på mennesker og miljø uanset, hvor i verden vi producerer vores produkter”.
”Som medlem af Global Compact arbejder vi målrettet med Verdensmålene og præsenterer hvert år vores ansvarlighedsrapport, der belyser vores arbejde og tiltag mod en mere ansvarlig produktion. Det er vores mål at minimere den indvirkning, vi og vores leverandører har på miljøet, og derfor blev vi i 2020 medlem af BCI – Better Cotton Initiative. For os handler CSR om at tage ansvar for virksomhedens påvirkning af mennesker og miljø. Vi har et tæt og langvarigt samarbejde med vores leverandører, der er villige til at leve op til skiftende krav over tid. Det gælder også, når kravene handler om ansvarlighed over for mennesker og miljø. På den måde afhænger kvaliteten af vores CSR af personlige relationer. Alle vores PRO Wear by ID® produkter er OEKO-TEX® certificerede og tilbage i 2017, tog vi endnu et stort skridt i retning af mere ansvarlig bomuldsproduktion, da vi opnåede EU Blomst certificering. I 2020 lancerede vi en ny serie af GOTS certificerede produkter i forlængelse af vores arbejde med ansvarlighed”.
”ID® Identity vil fortsat udvælge fokusområder, hvor vi mener, at vi kan spille en væsentlig rolle i at skabe produkter, der er designet til høj ydeevne og lang holdbarhed med omsorg for miljøet og opretholde den gode kvalitet i produkternes samlede levetid. Et produkt, der holder i lang tid, er langt mere etisk og miljøvenligt end produkter, der kun holder kort tid”.
Cathrine Gustafson, Produkt- og bæredygtighedschef, Tenson:
”Tenson er medlem af STICA, Swedish Textile Initiative For Climate Action. Vi har sammen med STICA siden 2019 årligt lavet klimaemissionsrapporter, Scope 1-3, og vi er nu ved at opbygge vores køreplan for at nå vores mål. Vores køreplan vil være klar ved årets udgang”.
”En af de handlinger, vi vil foretage er, at bruge så meget genbrug og bæredygtige stoffer, som vi kan. Herudover arbejder vi meget tæt sammen med vores leverandører, og vi tilstræber, at alle vores leverandører er medlem af BSCI, hvilket 90% af dem i øvrigt allerede er i dag”.
”De nye love, der kommer, er ikke lette at leve op til, men vi forbereder os med hjælp fra vores samarbejdspartnere. For Tenson vil bæredygtighed have endnu højere prioritet i fremtiden”.
Anita Møllebjerg Laursen, Country Manager, Active Brands, Denmark:
”I Active Brands er vi forpligtet til at fremme vores initiativer inden for ESG gennem flere tiltag. Vores bestræbelser omfatter forskellige aspekter, herunder at sikre retfærdige arbejdsvilkår i vores forsyningskæde, implementere ansvarlig kemikaliehåndtering, skabe holdbare produkter og tage handling mod klimaforandringer”.
”I 2022 opnåede vi en betydelig milepæl ved at opnå godkendelse af vores mål om netto-nul emissioner fra Science Based Target Initiative. Vores ultimative mål er at opnå netto-nul udledning af drivhusgasser (GHG) på tværs af hele vores værdikæde senest i 2050. På kort sigt er vi dedikerede til at reducere udledningerne pr. produkt med 60% senest i 2030. For at nå disse ambitiøse mål har vi identificeret de primære kilder til udledning, nemlig vores råvarematerialekilder og materialefremstillingsprocesser. Derfor undersøger vi aktivt og overgår til materialer med lavere miljøpåvirkning, forpligter os til at bruge bluesign-godkendte stoffer, og desuden samarbejder vi tæt med vores vigtigste leverandører for at forbedre energieffektiviteten og fremme brugen af grønnere energikilder på vores produktionsfaciliteter”.
Mens tekstilindustrien gennemgår en transformation fra relativ mangel på regulering til en mere struktureret ramme, både med hensyn til produktstandarder og ESG-praksis, holder vi os aktivt ajour med udviklingen. Vi deltager i branchenetværk, der specifikt beskæftiger sig med kommende reguleringer for at sikre, at vi forbliver overensstemmende og informerede. Internt opretholder vi en regelmæssig opdatering af handlingsplanen for at tilpasse os hurtigt til skiftende krav”.
I Norge, hvor vi har hovedkontor, har vi allerede oplevet indførelsen af Transparency Act, som vi betragter som en forløber for de bredere krav til due diligence, der forventes at opstå i Den Europæiske Union (EU)”.
Jan Hammergaard Hansen, uhlsport Scandinavia:
”Uhlsports globale vision er at beskytte vores planet og bevare biosystemet bæredygtigt. At handle hensynsfuldt og at skabe og opretholde et miljø, der er værd at leve i. For sund levevis og arbejde er kun muligt i et intakt økosystem”.
”Vores mål er at minimere alle negative påvirkninger af økonomisk aktivitet på miljøet og om muligt omsætte dem til positive påvirkninger. Streng overholdelse af lokale og internationale love for at beskytte miljøet er afgørende, og uanset hvad vi kan bidrage med inden for rammerne af vores muligheder, vil vi bidrage. På denne måde vil vi holde vores økologiske fodaftryk så lille som muligt”.
”Det er vores pligt at bruge naturressourcerne klogt og ikke spilde dem. Derfor har vi en streng affaldssorteringspolitik på vores hovedkvarter i Tyskland. Materialer, der allerede er brugt, genbruges for at beskytte miljøet. Alle medarbejdere – fra ledelse til praktikanter – opfordres konsekvent til at benytte enhver lejlighed til at undgå spild.
Vi arbejder med en optimeret emballagepolitik for emballering af vores produkter. For målmandshandsker og skinnebensbeskyttere eliminerer vi traditionel emballage, og sender dem i pladsbesparende og genanvendelig blød emballage. Det maksimerer mængden i en forsendelseskarton og minimerer forsendelsesmængden til vores lager. 90% af vores bolde pakkes og sendes i ikke-pumpet tilstand.
Som et resultat af det kan hver kasse med bolde fyldes med en tredjedel flere produkter – hver container kan fyldes med en tredjedel flere produkter – og hver forsendelsesenhed kan sendes med en tredjedel mindre brændstof. På den måde sparer vi ressourcer og reducerer brugen af fossile brændstoffer”.
På vores hovedkontor er alt papir stort set elimineret. Al kommunikation er digital, hvor det er muligt. Lønsedler registreres elektronisk og kan tilgås online af medarbejderne. Hvis en ikke-elektronisk formular er uundværlig, udskrives den udelukkende på certificeret, økologisk og miljøvenligt FSC-papir”.
Kristina Vigen, ESG-Specialist, Sports Group Denmark:
Hos Sport Group Denmark er man godt i gang med ESG-rejsen, men det er et on-going arbejde, fortæller Kristina Vigen.
”Sports Group Denmark lever af at producere og sælge varer, så for os handler E i ESG om ressourcer bredt set. Altså om de råmaterialer, vi bruger, fx bomuld, polyester og polyamid, og så de ressourcer, der anvendes i produktionen, fx vand, energi og kemi samt affaldshåndteringen og vores CO2-regnskab. Det er summen af det hele, vi skal kigge på, når vi træffer valg om vores produkter. Det handler om det miljøaftryk, vi sætter gennem fremstillingen af produkterne”, forklarer Kristina Vigen.
S’et i ESG står for det sociale – for de menneskelige ressourcer, og her gælder det ansættelsesforhold og arbejdsforhold. Hos virksomheden, men i endnu højere grad hos virksomhedens leverandører. ”Derfor skal vi holde øje med, at bl.a. de mange syersker, der er ansat hos vores leverandører, får den rette lønsats, at de ikke arbejder under tvang, ikke diskrimineres og en lang række andre forhold”.
G’et står for Governance eller selskabsledelse, og her forklarer Kristina, at det handler om bl.a. at lave risikovurderinger, sikre whistleblow-erordninger og etiske indkøbspolitikker.
Det handler om at tage ansvar
Helt pragmatisk handler det om at tage ansvar. ”Sports Group Denmark er en 11 år gammel virksomhed, og vi har fra begyndelsen taget udgangspunkt i at være ansvarlige og anstændige. De senere år er indsatsen med ESG blevet langt mere strategisk og kommet på agendaen i beslutningsprocesserne og hos ledelsen, og i 2022 etablerede vi en ESG-afdeling. Vi er en stor virksomhed, og med det følger helt sikkert også en større forpligtelse – men det kræver også en langt større indsats. Vi har en stor kompleksitet i produkttyper, leverandører etc., men vi har også musklerne til at kunne gøre en forskel”.
Lige nu finder mange ESG-arbejdet svært og uoverskueligt, fordi man lige skal i gang, vurderer Kristina Vigen: ”Vi er alle sammen lidt i en mellemfase, hvor vi forsøger at tilpasse os fremtidens krav og muligheder på dette felt. Men om få år er ESG en hygiejnefaktor og en del af virksomhedernes værktøjskasse, som kan anvendes, når der skal skaleres, reguleres og træffes beslutninger i virksomheden. ESG er en mulighed for vækst og fremdrift på linje med fx digitaliseringen. Begge dele kræver investeringer og tilpasning for at opnå at gøre tingene bedre, mere simple og effektive. Det er den fremtid, vi ruster os til nu”, lyder det fra Kristina Vigen.
Kræver samarbejde i langt større omfang
ESG-rejsen kan ikke klares af virksomheden alene. Det handler i høj grad om samarbejde både på tværs i branchen, men også i langt højere grad end tidligere med ens leverandører og kunder. I forhold til leverandørerne mener Kristina Vigen, at man som vestlig virksomhed har en forpligtelse tilbage i leverandørledet til at gøre dem klar til den kommende europæiske lovgivning. Både for ens egen konkurrenceevne, men også for at løfte leverandørleddet.
”Vi vil rigtig gerne have vores leverandører med ind i den nye tidsalder. Mange leverandører er klar, men for nogle kræver det en del dialog, så de bliver i stand til at levere oplysninger til os om alt fra energiforbrug til initiativer til biodiversitet. Branchen har i årevis gjort det på den sociale del, men nu kræver det bare meget mere at være leverandør til det europæiske marked, for som producenter skal vi fra 2025 levere data i forhold til de europæiske lovgivninger. Så har leverandørerne ikke oplysningerne i dag, skal der udvikles et system, så vi kan få dem”, forklarer Kristina Vigen.
Kristina Vigen anbefaler andre at få lavet en strategi og få iværksat aktiviteter. Både Erhvervsstyrelsen og FSC Danske Revisorer har udgivet frit tilgængelige hands-on værktøjer online, som kan hjælpe en i gang med hvilke ESG-tal, man kan begynde med at måle på. Det er vigtigt at komme i gang med arbejdet, inden lovgivningen for alvor rammer:
”Den kommende lovgivning er massiv, men vi hilser tiltagene velkommen. Reguleringen giver lige konkurrencevilkår og gør, at vi får sat speed på processen, for det handler ikke kun om økonomi. Der er knaphed på ressourcer, og det må vi tage alvorligt. Det er vores pligt. Og så er det også en spændende udfordring for fremtiden, fordi der ikke er noget ”vi plejer” her. Vi skal opfinde løsninger og processer forfra, og det giver også nye, spændende muligheder i forretningen”, slutter Kristina Vigen.