16-årigt Fifa-fænomen vinder Nordisk Mesterskab
Danmark vandt det nordiske mesterskab i Fifa efter en finalesejr mod Norge. I gruppespillet gik Danmark sikkert videre på en førsteplads, hvilket betød at Finland ventede i semifinalen.
Danmark slog uden de store problemer Finland, og så manglede danskerne blot at slå Norge, for at hente trofæet ved de nordiske mesterskaber. Et trofæ Danmark ikke har vundet siden 2019.
Finalen blev spillet over tre kampe, hvor det ikke er muligt at spille uafgjort, da der skal findes en vinder i hvert opgør. I den første kamp vandt danskerne overbevisende 6-1, men pludselig voldte nordmændene store problemer i den anden finalekamp. Her skulle vi nemlig ud i en straffesparkskonkurrence for at finde en afgørelse.
Det blev Danmarks helt store stjerne, verdens bedste spiller, Anders Vejrgang, der trak overskrifterne til sidst. Med is i maven slukkede han Norges drømme med to flotte scoringer på straffespark, og danskerne kunne derfor lade sig krone som nordens Fifa-konger.
For første gang siden 2019 vinder Danmark Nordic Invitational.
Foto: PRIVATFOTO
Kilde: Dr.dk