Sådan gik det detail i første halvår af 2024
Der er positive takter i sportsbranchen. Sportlink har spurgt branchens kædedirektører om, hvordan det er gået i 1. halvår, og hvad de forventer af 2. halvår. Vi har spurgt alle, men det er et fåtal – sikkert grundet sommerferie – der er kommet retur inden deadline. Alle vi har talt med er tilfredse med performance indtil videre, og de ser frem imod et efterår og en vinter med godt salg.
Sportsworld, CEO Dorthe Bloch:
”Vi er først lige startet på vores regnskabsår 24/25, der gik i gang 1. maj. Og dét tegner meget positivt baseret på de få måneder, jeg nu har overblik over. De tiltag vi har arbejdet med, siden vi blev en del af Frasers Group og særligt her i de første måneder af 2024, begynder at sætte sig både internt og i markedet”.
”Vi ser en opadgående trend for vores performance uge for uge med udgangspunkt i et ambitiøst budget, som vi har sat og styrer efter. Vi øger stille og roligt kurvstørrelsen og sælger generelt bedre. Vi bliver også bedre til at høste fordelene ved at være en del af Frasers Group. Blandt andet viser vores nye koncept med større udvalg på færre lokationer særdeles positive takter. Vi tester fortsat, refitter butikker og har aktive forhandlinger, der skal bidrage til fremtidens Sports World x Sportmaster. Så vi er ikke i mål, men vi er godt på vej”.
Hvilke forventninger har I til 2. halvår 2024 for Sports World?
”Vi har brugt meget energi og tid i 2023 og starten af 2024 på at justere, skære til og rydde op. Herunder har vi lukket mange butikker – også på gode lokationer. Det er benhårdt for alle involverede, men også nødvendigt. Vi har arbejdet intenst på at om- og genplacere dygtige medarbejdere. Det lykkes desværre ikke altid. Jeg glæder mig derfor over at se nogle af vores dygtige folk i nye job hos vores kollegaer og konkurrenter.
Når det er sagt, så er vi nu kommet dertil, hvor vi fra maj 2024 kan se en positiv udvikling. Det er min oplevelse, at markedet udvikler sig konstruktivt og positivt. Efterspørgslen er der – og i visse varegrupper er den stor. 21. marts åbnede vi vores første Sports World-butik, og det går godt. Forbrugerne kan lide konceptet og udvalget. Vi rammer forbrugerne med et attraktivt udbud, der dækker alt til og fra omklædningsrummet og selvfølgelig til selve træningen. Vores prisstrategi fungerer, og vi oplever stor efterspørgsel. Samtidig har vi konkrete fremadskridende forhandlinger i alle landsdele – forhandlinger der danner grundlag for udlevelse af vores strategi ”Færre, større og bedre”.
Kan du mærke, om der er ved at ske en ændring i markedet?
”Der er uden tvivl et paradigmeskift undervejs med ny generation af forbrugere, der tænker meget over miljø, klima og biodiversitets-indsatser hos de brands, de vælger. Og faktisk også hele den sociale del – altså rummelighed og diversitet. I sportens verden er recycling, upcycling og genbrug endnu ikke så stort – og der er også mange sportssko og andet udstyr, som ikke er egnet til videregivelse. Men jeg er ikke i tvivl om, at der en forventning til os og vores kollegaer i branchen om, at tage del i f.eks. recycling-indsatsen. Hvordan vi kan gøre det på en bæredygtig måde, bliver en strategisk vigtig opgave fremover. Og her er jeg meget glad for at være en del af en stor gruppe, hvor der er plads til eksperter også på disse områder”.
Hvilke forventninger har I til markedet i forhold til efteråret og julen?
”Jeg synes ikke, det er rigtigt at sammenligne Sportmaster efterår og jul 2023 med ditto for Sports World x Sportmaster 2024. Vi har undergået en stor forandring, og vores udvalg er væsentligt anderledes. Vi ser positive takter for vores omsætning nu, og vi forventer, at det holder året ud og fremefter. Det underbygges også af målingerne af forbrugertilliden fra Danmarks Statistik, der viser en fortsat positiv udvikling.
Det, vi holder et vågent øje med, er, hvornår paradigmeskiftet i forbrugsadfærd sætter ind. I fashion er forandringen i gang, men det går ikke så stærkt. Det vurderer jeg heller ikke, at det vil gøre i sportsbranchen. Men det er en forandring, som jeg vurderer, kommer til at påvirke sportsbranchen på længere sigt”.
LØBEREN, direktør Ebbe Møller:
Hvordan er 1. halvår gået i forhold til budgettet?
”Det første halvår har været rigtig fint. Januar var tungt med sne og dårligt vejr, men derfra har det været et rigtig fint halvår. Vi har solgt rigtig mange produkter, og vi har undgået de store udsalg, som der jo var meget af i 2023. Det virker som om, at der over en bred kam har været OK trafik i de butikker, der sælger løbesko, og at man generelt har fået købt godt ind. 2023 markedet var præget af alt for meget udsalg på in-line produkter, så derfor ser det nu også godt ud på indtjeningen”.
Kan du mærke, om der ved at ske en ændring i markedet?
”Vores tanke er, at markedet har rettet sig, og at vi alle generelt har købt klogere ind. Det virker som om, der er mere fokus på at tjene penge på det enkelte produkt end udelukkende at have fokus på at sælge meget og mere hele tiden. Vækst er naturligvis fint, hvis det sker på en sund måde, men vores billede af markedet i 2023 (det vi sammenligner op i mod) var, at adfærden i markedet dækkede over skæve og lidt for optimistiske indkøb. Samtidig fornemmer jeg også, at onlinebutikkernes fokus har drejet sig lidt mere i retning af at tjene penge”.
Hvilke forventninger har I til 2. halvår 2024 i Løberen?
”I forhold til 2. halvår har vi store forventninger. Vi tror på en fortsat god udvikling, og vi er kommet rigtig fornuftigt i gang. Vi ser en ”løbebølge”, der er godt i gang, og med mange udsolgte større ½ og 1/1 maratonløb i det tidlige efterår, ser det lyst ud for efterspørgslen. Vi forsøger som kæde at støtte og bidrage til et stort udvalg af forskellige løb, og vi ser med stor tilfredshed på, at mange af de mindre løb også har stor fremgang. I vores øjne er det super vigtigt for løb, miljøerne, rekruttering og foryngelse af løbe-kunderne. Vi ser mange gode og positive tendenser, som vi forsøger at udnytte og puste til”.
Hvilke forventninger har I til markedet i forhold til efteråret og julen?
”Vi tror og håber på en fortsat positiv udvikling. Bedre end 2023, der i øvrigt også var god. Julen er ikke vores højsæson, men vores fromme håb er, at Black Friday aftager lidt i styrke, og at vi får lidt mere af den gode gamle julehandel og stemning retur!”.
Spejdersport, CEO, Thomas Vangsgaard:
Hvordan er 1. halvår gået i forhold til budgettet?
”1. halvår af 2024 er gået fornuftigt på omsætningen, men når vi kigger på levnene fra inflationen med stigende omkostninger som huslejer og lønninger ligner det meget situationen fra 2023. vi synes stadig, vi ser mange rabatter fra de store europæiske websites, og det gør, at markedet er under pres. Så ja, vi er tilfredse med toplinjen, men omkostningsniveauet er vi ikke så tilfredse med, men vi drejer på de håndtag, vi kan”.
Kan du mærke, om der er ved at ske en ændring i markedet?
”Jeg synes ikke, der er sket de store ændringer i markedet. Vi giver ikke højere rabatter, men vi giver mange rabatter. Brands går mere og mere DTC og giver rabat på deres egne websites, globale websites er 100% rabatdrevne, og med den transparens, der er på prisdelen i dag, hvor kunderne googler, så de ved, hvad de kan købe varen for andre steder, så er det svært at få fuld pris for noget som helst”.
Hvilke forventninger har I til 2. halvår 2024 i Spejdersport?
”2. halvår bliver et spejl af 1. halvår. Jeg tror ikke, der kommer til at ske de store ændringer. Markedet vil fortsat være drevet af rabatter, så det skal vi lære at agere i. Samtidig er der ingen tegn i sol og måne på, at brands vil segmentere i kollektionerne, så alt vil mere eller mindre være tilgængeligt for alle distributionskanaler. Der tales om det, men det effektueres ikke. Inden corona havde de store paneuropæiske webshops ingen outdoor kategori, men under corona skulle alle vandre, og det, vi hidtil har været forskånet for, er nu en del af vores forretningsmæssige hverdag som dermed er blevet prisdrevent.
Vi kommer til at kigge nøgternt ind i, om vores butikker er strategisk rigtigt placeret; om de skal flyttes, udvides eller lukkes. Herudover vil vi yderligere styrke vores omnichannel, bl.a. vores click and collect.
Vi ser butikker, der indtil øget inflation og huslejestigninger gav et fornuftigt underskud, men som i dag giver underskud. Og det kan eller vil vi ikke finansiere. Vi har taget beslutningen om at lukke 2 butikker ved årsskiftet.
Hvilke forventninger har I til markedet i forhold til efteråret og julen?
”Der er masser af penge blandt forbrugerne. Så når behovet opstår, har de pengene. Men vi fornemmer, der er mere fornuft i forbrugernes forbrug – i vores og i andre livsstilsbrancher. Det er selvfølgelig godt for miljø og klima, at vi ikke bruger unødigt af jordens ressourcer, så jeg tror faktisk, det er en ny normal, vi skal agere i. Vi er ikke i super krise, men vi har heller ikke super fremgang. Vi befinder os så at sige i et ingenmandsland, og det, tror jeg, vil fortsætte, og dermed vil det stille andre krav til både samhandel med leverandører samt til udlejere af butikkerne. Krav som vi må løse sammen”.
Westwind, direktør Frank Møller:
Hvordan er 1. halvår gået i forhold til budgettet?
”Det første halvår i 2024 følger tallene fra 2023 ganske snert, hvilket er tilfredsstillende”.
Kan du mærke, om der er ved at ske en ændring i markedet?
”Vi mærker ikke de store forandringer, måske er der en svag tendens til lidt tilbageholdenhed fra kunderne. Der tænkes og overvejes mere, før købet besluttes. Vi fornemmer også en svag tendens til, at der købes lidt billigere varer. Efter flere år med stor interesse og vækst for sko- og outdoorbeklædning, mærker vi på det område nu en tilbagegang i omsætningen. Måske markedet er mættet og er ved at finde sit naturlige leje”.
Hvilke forventninger har I til 2. halvår 2024 i Westwind?
”Vi tror 2. halvår kommer til at følge tendensen fra 1. halvår – at omsætningen vil komme tæt på status quo fra 2023. Vi har hverken åbnet eller lukket butikker i 2024, men påbegynder i efteråret byggeriet af en 800 m2 butik i periferien af Blåvand. Butikken forventet åbnet til Påsken 2025, hvor vi i den forbindelse kommer til at lukke en butik i midtbyen i Blåvand”.
Du kan læse hele magasinet her 👉 https://ipaper.ipapercms.dk/Sportsbranchen/sportlink-nr-5-2024/-/embedded/perspective/spread/1/