Sådan går det for skisporten – forventninger til sæsonen

Sådan går det for Skisporten


I dette nummer af Sportlink sætter vi fokus på skisporten i Danmark. Vi har spurgt branchens aktører, hvad de forventer af skisæsonen 2023/24? Hvordan de mener, det går med skisporten generelt, hvordan det går med deres egen virksomhed, samt hvordan man skal tilpasse sig udviklingen.

 

Leo Lauritzen, Skitech:

”Vores forhandlere har fremgang, og det ovenpå et rigtigt fint år sidste år efter corona. Tallene er lidt forskellige fra 16% til 30%. Rejsebranchen hører jeg også positivt fra. Det er mere det, at flere måske foretrækker Skandinavien fremfor alperne på grund af den lave valutakurs. Vi har haft et lidt mindre indsalg end sidste år, men det skyldes primært, at en af vores virkelig store kunder fik problemer. Det er dog delvist opvejet af godt salg til andre”. Generelt mener Leo, at skisporten er under pres.

”Det har både noget med klimaet at gøre, samt inflation og høje renter. Så der er helt klart ikke fremgang nærmere tilbagegang”. Hos Skitech har man klaret sig fint under pandemien. ”Vi omstilte os tidligt til lidt mere outdoor (Yeti, Mons Royale og Leki) og outdoor relaterede produkter (f.eks. langrend og cykling). I cykelsporten oplever vi tilbagegang, Outdoor vækster vi med og skisport vækster”. Når det gælder nyheder til den kommende vinter, nævner Leo Lauritzen de nye Fischer alpin støvler med Boa system.

 

Casper N. Lund, Rocks Aps:

“Vi forventer en god sæson med en lille vækst på salget. Der er godt gang i butikkerne, og vi fornemmer, at folk gerne vil på skiferie. Sidste år peakede hele vintersporten, og det lader til, at vi ser samme tendens igen i år”.

Med hensyn til skisporten mener Casper:
”Skisporten i Danmark er generelt sund, og danskerne elsker at rejse på ski. Det smitter naturlig vis af på salget. Det er dog ikke helt det samme billede i de store alpelande, hvor man oplever tilbagegang i salget og en generel mætning af markedet. Klima er også på dagsordenen og er noget skisporten og producenterne tager meget alvorligt. Der er stort fokus på recycling af materialer samt grøn produktion”.

Generelt mener Casper, at det går godt
”Vi er i vækst. Men det er ikke uden store udfordringer. Især de seneste par år; først med corona og efterfølgende fragt-krise med skyhøje priser, flaskehalse i de store containerhavne og en historisk høj inflation. Det går godt i Rocks, men nu skal vi videre, og også hos os, sker der nogle rigtige spændende ting indenfor recycling, som vil være det store tema de næste mange år frem”.

 

Michael Hundebøll, Salomon:

”Hos Salomon forventer vi en lille fremgang, da vi har haft stigning på pre-order FW23, og vi samtidig har flere vinterprodukter på lager end de foregående år. Det betyder, at vores ski-kunder kan supplere ved salg og derved ender året positivt”.

Om skisporten generelt mener Michael:
”Generelt vil danskerne gerne på skiferie, og fornemmelsen af, at vi alle prioriter det meget højt giver vel svarerne på den gode opstart i de danske skibutikker. Også hos Salomon går det ganske godt, med fokus på mere bæredygtige og bedre produkter for fremtiden”.

Er der nyt på vej fra jer?
”Ja masser, De nye Addikt ski – piste-racers for de gode skiløbere og med flere recyclede materialer end før.
– De nye QST 106 Echo – letvægts freeride- og touring ski også med mere recycled materialer end før.
– De fede S/pro supra Boa – 100 mm boa støvler
– Den nye Brigade Mips – hjelm med recyclede materialer
– Den nye Sentry skigoggles – ung og smart brille med quick linseskifte.

 

Anders Møller, Skibutikken:

”Sæsonen 23/24 er begyndt helt fantastisk. Vi kan mærker en optimisme og en lyst til at komme på ski. Vi går ind i en sæson, hvor vi fra start har de helt rigtige varer på hylderne modsat de seneste år, hvor leveringerne kom meget sent. Så vi tror på en god sæson. Danskerne er blevet mere kvalitetsbevidste, og vi mærker i stigende grad efterspørgsel på dyre produkter”.

I forhold til skisporten generelt, siger Anders:
”Skisporten står samlet set et godt sted. Vi er selvfølgelig hele tiden presset på klimaforandringer, og krydser hvert år fingre for en god og snesikker sæson. Men de forskellige skibrands er i rivende udvikling, hvilket betyder, at der altid er nye historier at fortælle. Nye teknologier på ski, støvler, rygskjold, hjelme osv. giver os masser af muligheder for, at overbevise vores kunder om nyt udstyr”.

Og Skibutikken vækster
”Vi vækster stille og roligt år efter år. Der er en klar bevægelse i Danmark væk fra outletbutikker og pop-up telte med dårlig service og udstyr. Vi mærker, at kunderne ønsker at købe af specialister, og er klar til at betale lidt mere for den gode service og det rigtige udstyr. Onlinebutikken er selvfølgelig stadig vigtig, men allervigtigst for os er det gode håndværk, som vi kan tilbyde kunderne i den fysiske butik”.

 

Jan Krøyer, Snowfun:

”Vi forventer en god sæson. Efter de store snefald i alperne i den seneste tid, da oplever vi igen stor efterspørgsel på skistøvler og vinterbeklædning/udstyr”.
Når det gælder skisporten generelt ser Jan Krøyer en tendens til, at et øget prisniveau i skiområderne desværre presser mange skiglade danskere til at prioritere f.eks. én skiferie i stedet for to, som de måske plejer.

Hvordan går det for jeres virksomhed?
”Det går godt i vores virksomhed. Vi arbejder meget agilt, og tilpasser os hele tiden udviklingen, hvilket vores forskellige kategorier understøtter. Vi har investeret meget i at udvikle en stærk webshop, som også bidrager til positive resultater”.

 

Ole Klemmensen, Intersurf:

”Efter en meget vanskelig sommersæson inden for specielt vandsporten, har det været dejligt at komme i gang med efterårs- og vintersæsonen. Vi har en fornemmelse af, at butikkerne lukkede sæsonen 2022/23 rigtig flot ned, og da mange pre-ordrer jo blev afgivet i januar og februar, er der en fornemmelse af, at der kan komme gode suppleringsordrer, når sæsonen kommer i gang for alvor”.

Omkring skisporten generelt, siger Ole Klemmensen:
”Det er lidt vanskeligt, at give en status på ski- og vintersporten generelt, for det vi ser i salget, er jo påvirket af ”bølgeskvulp”-effekten – mangler der varer, købes der friskt ind, og så bliver markedet nervøst, og alle går i kollektiv ”opbremsning”. Det hjælpes jo ikke af ”dommedagshistorierne” om, at det snart er slut med skisport i alperne osv. Derfor er det jo en stor lettelse, at uge 43 & 44 har budt på massive snefald i alperne generelt, og at vi nu får sendt billeder ud, som giver lidt håb for sæsonen. Vi er jo repræsenteret til begge skitests i Sölden – Snows i uge 45 og Snowcamp i uge 46, og det er da ingen hemmelighed, at vi igennem mange år har siddet med en nervøsitet, når vi har fulgt vejrudsigterne, og set på webcams i slutningen af oktober, men reelt er det jo faldet rimeligt positivt ud de seneste år. Den forgangne vinter var svær, men der skal jo også være variation i forholdende år for år, så uden at negligere klimaforandringer, så tror vi på, at der er mange gode skisæsonener endnu”.

Til den kommende sæson har Intersurf en række nyheder
”Den store nyhed BOA-lukning på alpine skistøvler. K2 er den største aktør set på antal modeller, der har implementeret BOA på til denne sæson, og det har jo været spændende for os alle at se, hvordan markedet ville modtage den nye teknologi. Den er gennemtestet, og BOA er jo et meget kendt varemærke, men alligevel har vi siddet med en lille usikkerhed om, om markedet rent faktisk ville tage imod en så stor ændring i det traditionelle skistøvledesign – og om de ville betale de ca. 800-900 kr., som de nye BOA systemer koster ekstra”.
Vi kan allerede nu (i begyndelsen af november) konstatere, at der er godt moment i salget af BOA alpinstøvler, og kunderne anerkender, at systemet er pålideligt. For butikspersonalet er det en behagelig sikkerhed, at de kan se, at alle dele af systemet kan udskiftes, hvis der er behov for reparation. Selve dreje­hjulet er monteret med en ”fjederring”, som kan ”poppe” af, hvis den rammes af noget eksternt – og derefter kan den nemt og simpelt trykkes på plads igen – uden at friktion eller ”låse evnen” påvirkes overhovedet. BOA tilbyder derudover Lifetime og World-wide garanti på kabler, drejehjul m.v. så set-up’et er virkelig gennemarbejdet”.

”Vi forventer os rigtig meget af BOA støvlerne, og da det har krævet et fuldkommen re-design af den forreste del af skistøvlen, at tænke ”wrap” lukning, så har det givet den fordel at SAMME læst kan anvendes til bredder fra 98 mm til 102 mm. Derfor taler man ikke ”low volume” eller ”high volume” på modellerne – det betyder færre varianter på hylderne og mindre lagerbinding. Støvlerne kan naturligvis tilpasses en smallere fod, eller en bredere fod efter behov – det klares med simpel ”boot fitting”, hvor der kan indlægges en ”volumereducer” sål i inderstøvlen og en 4 mm kile på oversiden af inderstøvlen, hvis der er behov for det. Men den generelle oplevelse af ”first fit” for kunden er virkelig god, og derfor er argumentationen jo forholdsvis simpel i salgs situationen”.

På spørgsmålet om, hvordan det går hos Intersurf, svarer Ole:
”Det er ingen hemmelighed, at Intersurf A/S har været meget privilegeret i Covidperioden – salget af vandsport, inline rulleskøjter, langrend og alpin touring gik jo ”synkron” i 2021/22, og vi oplevede en voldsom vækst på både omsætning og indtjening. Jeg erkender gerne, at vi blev lidt ”fartblinde”, og da opbremsningen kom snigende i starten af 2022 for at slå voldsomt igennem i foråret 2023, sad vi også med en usikkerhed om, hvordan det hele skulle håndteres, og hvor længe vi skulle forvente, at sidde med de alt for store lagre – som både var et resultat af kunder, der ikke kunne leve op til deres forpligtigelser i forhold til, at aftage bestilte varer. Men også i høj grad varer, som havde været alt for forsinket i produktion og transport, så kunden kunne med rimelighed forvente at slippe ud af ordrerne – med alt for høje lagre hos os. Vi har absolut stadig en udfordring med rulleskøjter og vandsporten, men ikke mere end en god 2024 sommer kan hjælpe meget på det. For vores vinteraktiviteter og -beklædning (Didriksons og Holebrook), ser vi allerede meget positive takter for denne vinter, og der vil helt sikkert ske en markant reduktion af vores lagerbeholdning, når vi når marts/april måned. Med det renteniveau, vi arbejder med p.t., er finansiering jo blevet en seriøs parameter, vi skal tage med i vores forretning. Det er sikkert meget sundt, men det var da lidt nemmere, da vi arbejdede med 4-5 pct. lavere renter”.

”Vi forventer desværre, at 2024 bliver en hård omgang generelt, for der er så mange i markedet, der skal realisere store partier, og det er jo hele tiden en overvejelse, om vi skal gå med, eller bruge vores styrke til, at vente på at markedet stabiliserer sig lidt”.

Bliv medlem allerede idag og få del i de mange lukrative medlemsfordele

Som medlem af DM&T Sport kan du drage stor fordel af vores lukrative fordelsaftaler, som sikrer dig de mest attraktive vilkår og bedste priser på en række produkter og serviceydelser.

Rådgivning

Bæredygtighed

forest, tree stump, moss-7429841.jpg

Miljø & CSR

Agenter og distributører

investment, concept, business-5241253.jpg

HR jura

Handelsjura & IPR

Persondataforordning

Told & international handel

Nyttig info

Se eksempel på EXCLUSIVE video her

Se eksempel på fotos nedenfor

Se eksempel på ADVANCED video her

Se eksempel på BASIC video her