Sports Group Denmark er langt fremme med ESG-arbejdet

Hos Sports Group Denmark er man langt fremme med ESG-arbejdet


Det er nødvendigt, at vi passer på verdens ressourcer – både de menneskelige og miljømæssige. Vi ser det som en forpligtelse som virksomhed, men det er også vores ’licence to operate’ i fremtiden”, siger Kristina Vigen, der er ESG-specialist hos Sports Group Denmark. Vi har bl.a. spurgt hende, hvordan man som mindre virksomhed bedst kommer i gang med at arbejde med ESG.

Hos Sport Group Denmark er man godt i gang med ESG-rejsen, men det er et on-going arbejde, fortæller Kristina Vigen. ESG står for Environment (miljø), Social (mennesker) og Governance (virksomhedsledelse). Hvor man tidligere talte om ’bæredygtighed’ har ESG overtaget i forretningen, fordi ESG er målbar og kan være med til at give et mere nuanceret billede af fx virksomheden og sundheden i virksomheden.

”Sports Group Denmark lever af at producere og sælge varer, så for os handler E’et i ESG om ressourcer bredt set. Altså om de råmaterialer, vi bruger, fx bomuld, polyester og polyamid, og så de ressourcer, der anvendes i produktionen, fx vand, energi og kemi samt affaldshåndteringen og vores CO2-regnskab. Det er summen af det hele, vi skal kigge på, når vi træffer valg om vores produkter. Det handler om det miljøaftryk, vi sætter gennem fremstillingen af produkterne”, forklarer Kristina Vigen.

S’et i ESG står for det sociale – for de menneskelige ressourcer, og her gælder det ansættelsesforhold og arbejdsforhold. Hos virksomheden, men i endnu højere grad hos virksomhedens leverandører. ”Derfor skal vi holde øje med, at bl.a. de mange syer­sker, der er ansat hos vores leverandører, får den rette lønsats, at de ikke arbejder under tvang, ikke diskrimineres og en lang række andre forhold”.
G’et står for Governance eller selskabsledelse, og her forklarer Kristina, at det handler om bl.a. at lave risikovurderinger, sikre whistleblowerordninger og etiske indkøbspolitikker.

Det handler om at tage ansvar
Helt pragmatisk handler det om at tage ansvar. ”Sports Group Denmark er en 11 år gammel virksomhed, og vi har fra begyndelsen taget udgangspunkt i at være ansvarlige og anstændige. De senere år er indsatsen med ESG blevet langt mere strategisk og kommet på agendaen i beslutningsprocesserne og hos ledelsen, og i 2022 etablerede vi en ESG-afdeling. Vi er en stor virksomhed, og med det følger helt sikkert også en større forpligtelse – men det kræver også en langt større indsats. Vi har en stor kompleksitet i produkttyper, leverandører etc., men vi har også musklerne til at kunne gøre en forskel”.

Lige nu finder mange ESG-arbejdet svært og uoverskueligt, fordi man lige skal i gang, vurderer Kristina Vigen: ”Vi er alle sammen lidt i en mellemfase, hvor vi forsøger at tilpasse os fremtidens krav og muligheder på dette felt. Men om få år er ESG en hygiejnefaktor og en del af virksomhedernes værktøjskasse, som kan anvendes, når der skal skaleres, reguleres og træffes beslutninger i virksomheden. ESG er en mulighed for vækst og fremdrift på linje med fx digitalise-ringen. Begge dele kræver investeringer og tilpasning for at opnå at gøre tingene bedre, mere simple og effektive. Det er den fremtid, vi ruster os til nu”, lyder det fra Kristina Vigen.

Kræver samarbejde i langt større omfang
ESG-rejsen kan ikke klares af virksomheden alene. Det handler i høj grad om samarbejde både på tværs i branchen, men også i langt højere grad end tid­ligere med ens leverandører og kunder. I forhold til leverandørerne mener Kristina Vigen, at man som vestlig virksomhed har en forpligtelse tilbage i leverandør-ledet til at gøre dem klar til den kommende europæiske lovgivning. Både for ens egen konkurrenceevne, men også for at løfte leverandørleddet.

”Vi vil rigtig gerne have vores leverandører med ind i den nye tidsalder. Mange leverandører er klar, men for nogle kræver det en del dialog, så de bliver i stand til at levere oplysninger til os om alt fra energiforbrug til initiativer til biodiversitet. Branchen har i årevis gjort det på den sociale del, men nu kræver det bare meget mere at være leverandør til det europæiske marked, for som producenter skal vi fra 2025 levere data i forhold til de europæiske lovgivninger. Så har leverandørerne ikke oplysningerne i dag, skal der udvikles et system, så vi kan få dem”, forklarer Kristina Vigen.

Man skal tænke holistisk
Kristina Vigen slår fast, at bæredygtighed er mangesidet. ”Det er lidt en misforståelse, at ’bæredygtige’ produkter blot handler om at bruge genanvendt polyester i en del af produkterne. Genanvendt materiale er godt. Uden tvivl. Men hvis man ikke samtidig kigger på spild i produktionen, kemi i produkterne, vandforbrug ved indfarvning, eller fx at produktet er skabt til lang brugstid, så kan indsatsen være spildt. Et genanvendt polyesterprodukt, der bliver slidt efter få ganges brug eller hvor pasformen er dårlig og som af den grund bliver kasseret hurtigt, har haft næsten lige så stort energiforbrug i produktionen som et produkt lavet af nye materialer. Så er det faktisk bedre at kunden køber et produkt, der kan vaskes og bruges 40 gange eksempelvis. Man er nødt til at tænke i en samlet påvirkning – inklusive brugstid – for at kunne vurdere et produkts ”bæredygtighed””.

Sports Group Denmark har en god andel af genanvendt polyester i kollektionerne. Men som Kristina Vigen siger: ”Forbrugerne stiller faktisk ikke i særlig grad krav endnu. Til gengæld er der stor opmærksomhed fra kunderne på emballageforbrug, etiske retningslinjer, dyrevelfærd og dokumentation af, at der ikke anvendes PFAS i produkterne.”

Sportsbranchen har produkter med lang brugstid
Selv om tekstilindustrien er den fjerdemest forurenende industri, næst efter bolig-, mad- og transportsektoren, så kan man driste sig til at sige, at sportsbranchen har en bedre historie ved at lave funktionelle produkter til mange gange brug kontra fx modebranchen, hvor produkter gennemsnitligt bruges 4-8 gange pr. produkt. Lang brugstid er netop fokus i EU’s vision om bæredygtige og cirkulære tekstiler frem mod 2030, som understøttes af flere forskellige lovgivningstiltag.

”I visionen ligger også et fokus på cirkulære tekstiler – altså at man laver nyt tøj af brugt tøj. Den kan man ikke i udstrakt skala i dag, og den primære genanvendelse, vi har brugt frem til i dag, er tøj lavet af plastikflasker. Det skal ændres i fremtiden, og det fordres også via lovgivningen. Fra 2024 må man ikke længere afbrænde tekstiler i Danmark og fra 2025 i resten af EU. Det betyder, at der vil komme bjerge af tekstiler, der skal indsamles, sorteres og håndteres til forskellige typer genanvendelse. Allerede nu har nogle virksomheder specialiseret sig i mekanisk genanvendelse, hvor fx brugt tøj i en bestemt type materiale, snittes i små stykker, spindes til nyt garn og strikkes om til nye varer. Der kigges også ind i kemisk genanvendelse af blandingsvarer, fx polyester/elastan, hvor materialet gennemgår en kemisk proces for at dele materialerne, så de hver især kan bruges igen.

Meget af det tekstil, der er på markedet, er polyester og polyamid, og det er ressourcer, der kan genanvendes. Det er simpelt hen for dumt, at det afbrændes, for så er den unikke ressource væk for evigt. ”Vi kigger ind i at investere i forskellige forskningsprojekter, for vi skal hjælpe udviklingen på vej, og vi skal tage vores ansvar for at sikre mere cirkulære forsyningskæder i fremtiden”, siger Kristina Vigen, der videre slår fast, at hun er stolt af at være en del af en virksomhed, der tager ansvaret på sig. ”Vi vil det og vi investerer i det”.

Hvad gør man som mindre virksomhed, der skal i gang med ESG?
”Man skal begynde med at kigge på sin forretningsmodel; kortlægge sine interessenter og lave en analyse af, hvilke ønsker og krav ens interessenter stiller til en. Det handler jo i bund og grund om, at man får analyseret sig frem til, hvordan man vedbliver med at være en relevant samarbejdspartner for især sine kunder, investorer, medarbejdere etc. – også på dette felt”, forklarer Kristina Vigen. Hun fortæller, at man hos Sports Group Denmark talte med medarbejdere, ledelse, kunder, distributører og så på lovgivningen, for at få et billede af interessenterne og af, hvad der er relevant i forhold til at blive og forblive en samarbejdspartner, som også vil blive tilvalgt i fremtiden.

”Vi er endt med 16 fokusområder fordelt på E, S og G. Det er områder som fx emballage, sociale forhold i leverandørkæden, risikostyring og ansvarlig vækst, som vi herefter vurderede i en væsentlighedsanalyse. Væsentlighedsanalysen kaster lys over, hvor på skalaen de forskellige områder ligger på ’vigtighed i forhold til interessenterne’ og ’påvirkningen for forretningen’.

ESG giver forretningen nye muligheder
Det er vigtigt, at man ikke går kold i processen, for så vil virksomheden med al sandsynlighed stagnere. ”Frem til 2025 onboardes de store virksomheder i forhold til EU’s lovgivning, men som mindre virksomhed, bliver man indirekte omfattet, fordi man meget ofte leverer til en større virksomhed. Så dataindsamling, datalagring og i det hele taget ”orden i eget penalhus” bliver vigtige fremtids-issues – stor eller lille”.

Kristina Vigen anbefaler andre at få lavet en strategi og få iværksat aktiviteter. Både Erhvervsstyrelsen og FSC Danske Revisorer har udgivet frit tilgængelige hands-on værktøjer online, som kan hjælpe en i gang med hvilke ESG-tal, man kan begynde med at måle på. Det er vigtigt at komme i gang med arbejdet, inden lovgivningen for alvor rammer:
”Den kommende lovgivning er massiv, men vi hilser tiltagene velkommen. Reguleringen giver lige konkurrencevilkår og gør, at vi får sat speed på processen, for det handler ikke kun om økonomi. Der er knaphed på ressourcer, og det må vi tage alvorligt. Det er vores pligt. Og så er det også en spændende udfordring for fremtiden, fordi der ikke er noget ”vi plejer” her. Vi skal opfinde løsninger og processer forfra, og det giver også nye, spændende muligheder i forretningen”, slutter Kristina Vigen.

Bliv medlem allerede idag og få del i de mange lukrative medlemsfordele

Som medlem af DM&T Sport kan du drage stor fordel af vores lukrative fordelsaftaler, som sikrer dig de mest attraktive vilkår og bedste priser på en række produkter og serviceydelser.

Rådgivning

Bæredygtighed

forest, tree stump, moss-7429841.jpg

Miljø & CSR

Agenter og distributører

investment, concept, business-5241253.jpg

HR jura

Handelsjura & IPR

Persondataforordning

Told & international handel

Nyttig info

Se eksempel på EXCLUSIVE video her

Se eksempel på fotos nedenfor

Se eksempel på ADVANCED video her

Se eksempel på BASIC video her