Trailcenter Rytterknægten har åbnet dørene og er klar til at modtage alle gæster i naturen. Der er tale om et unikt samlingssted, som er nænsomt indpasset i Almindingens smukke natur.
Støtte til aktiviteter
Trailcenteret er centralt placeret på Bornholms højeste punkt midt i Den Grønne Bølge, der strækker sig fra Hammeren i nord, henover Almindingen til Dueodde i syd. Her kommer det til at have tilbud til et bredt udsnit af målgrupper.
”Trailcenteret bliver et trygt mødested og godt udgangspunkt for alle skovens brugere, som kan mødes på kryds af tværs af lige præcis deres måde at få naturoplevelser på. Trailcenteret er samtidig bygget bæredygtigt og nænsomt ind i naturen. Her er arkitekter, lokale initiativtagere og kommunen virkelig lykkedes med at forene æstetik, funktionalitet og robusthed. Derfor forventer vi også, at det er et sted, som kommer til at inspirere til andre faciliteter i Danmarks natur – også i de mange områder, hvor man i disse år etablerer ny natur,” siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden.
Foruden selve trailcenteret består projektet af en aktivitetspulje, som skal tjene til at få centeret godt fra start, og forankret i det lokale friluftsliv. Det er fortsat muligt at søge økonomisk støtte fra puljen til aktiviteter i tilknytning til centeret.
Kilde: Dif