Sportsbranchen Dk's historik med stiftelsen af foreningen i 1939

Egoforedrag afholdt af Morten Martens i Københavns Rotary-Club 1955

Det var egentlig med uvilje, at jeg gav efter for anmodningen om at holde Ego-foredrag. Det er svært, og jeg holder ikke af at tale om mig selv, men da jeg for nylig passerede de 70, synes jeg dog, at det måske var på tide – også for min egen skyld – at se lidt tilbage, efter næsten hele mit liv kun at have set fremefter, idet et Ego-foredrag jo unægtelig tvinger en til at se tilbage.

Min opvækst
Jeg er sjællænder, nærmere betegnet ordrupper, født på Mortens Dag 1884 som nr. 9 af en børneflok, der nogle år efter blev øget til 10. Jeg kom seks uger for tidligt og vejede kun 3 pund, og da vinteren 1884-85 efter sigende var meget streng, kunne jeg ikke tåle at komme ud og blev derfor hjemmedøbt. Idet den nærmeste kirke dengang lå i Gentofte.

Jeg er af holstensk afstamning, idet Martenserne gennem flere generationer var landmænd i Slesvig-Holsten. Mine bedsteforældre på fædreneside var begge født Martens uden at være i familie med hinanden, og farfader var forpagter på et stort gods ”Behrensbrook”, lidt syd for Eckernförde Fjord, der tilhørte prinsen af Nør. Min fader gik i skole sammen med broderen i Rendsborg, der dengang var dansk, og var kun hjemme på ”Behrensbrook” i ferierne.

Fader lærte handel og kom til Horsens som bestyrer af en oliemølle, der tilhørte min bedstefar på mødrene side, Theodor Wolf, der var apoteker i Horsens.

Min bedstemor var født Groth, datter af apoteker Groth ved Vajsenhus Apotek i København.

Efter krigen i 1864 giftede fader sig med apotekerens ældste datter Elise Wolf og nedsatte sig som grossist i korn- og landbrugsprodukter i Vejle, hvorfra han senere flyttede til København og til Ordrup i 1879.

Min moder havde et blidt og føjeligt sind, medens fader, som jeg husker ham, havde en streng og myndig optræden, han krævede meget af sig selv og meget af andre, og i barndomshjemmet ”Børnely” på Kastanievej i Ordrup skabtes et hjem, som hele børneflokken og dens venner altid mindes med taknemmelighed og glæde.

Det var efter datidens forhold en stor villa med en tønde land have, stald til 2 heste. Foruden 2 piger og kusk, som hjalp med haven, havde vi, så længe jeg kan huske, yderligere en ung pige i huset, ofte en af mine ældre brødres tilkommende, for at lære husholdning efter de martenske opskrifter, som min mor i sin tid havde lært på ”Behrensbrook” hos sin svigermor. Der var således altid et leben i hjemmet, og dette har sat sit præg i børneflokken og er øjensynligt gået i arv til følgende generationer.

Desværre døde begge mine forældre alt for tidligt. Min moder allerede i sommeren 1897, da jeg kun var 12 år gammel. Der var en tyfusepidemi i Charlottenlund, også jeg var hårdt angrebet, men kom dog levende fra det. Jeg var så syg, at jeg først fik at vide, at min moder var død nogen tid efter. Jeg var meget svag og nærmest bevidstløs i lang tid.

Efter moders død solgte fader ”Børnely” og flyttede til en anden større villa på Hyldegårds Tværvej ”Esperance”, for igen senere at mageskifte den med lystgården ”Egevang” ved Nærum, hvor fader døde i juni 1904, kun 61 år gammel.

Det var et hårdt slag for os alle at miste familiens naturlige midtpunkt, handlekraftig og interesseret, og helst bestemmende for os alle sammen, som faders natur var. Han søgte at lære os, at man skal yde, før man kan nyde. Fader var streng, men gavmild og retfærdig. Han sparede vistnok på skillingen, men holdt af at lade daleren rulle, når han var i humør til det. Ulydigheder straffedes, synes jeg, vel hårdt, men ydede vi noget virkeligt godt, blev vi også belønnet efter fortjeneste.

Jeg syntes, at det var vel hårdt for mig som lærling på et kontor, at jeg hver måned måtte aflevere to trediedele af, hvad jeg fik i løn, som vederlag for opholdet hjemme. Da jeg fik 15 kr. om måneden, måtte jeg aflevere de 10 kr., og da jeg fik 75 kr., måtte jeg aflevere de 50 kr., det var den løn, jeg fik, da jeg var 19 år gammel, men ved faders død stod disse penge krediteret hver måned på en særlig konto, som tilhørende mig. Det gav min noget at tænke på!

Når man som jeg nu er kommet ind i de helt voksnes rækker, står barndomsårene måske nok i erindringen med en særlig glans.

Dengang var Ordrup virkelig landlig med mange bøndergårde, endnu uberørt af udstykningen. Man kunne i halvfemserne ved aftenspadsereture fra Katolsk Bakke se helt ned til sundet og kun have agerland foran sig, med enkelte få huse rundt omkring Ordrup kirke og lands Ordruphøj: Egegården, Skjoldgården, Hyldegården, Tejlgården, Holmegården og Damgården, som blev drevet som bøndergårde, og jeg tør nok sige, at dette var et eldorado for os drenge, ligesom Ordrup Krat og Ordrup Mose, der hvor nu galopbanen ligger.

Jeg kom som 6-årig i Ordrup Forberedelsesskole, Friser Skolen, og havde som klasselærer indtil præliminær-eksamen Ernst Kaper, der senere blev rektor for skolen og senere igen borgmester i København.

Det var glade år i en særpræget skole, der vistnok var en af de første fællesskoler her i lander, hvor drenge og piger gik i samme klasse.

Jeg var ikke nogen flittig elev, men præliminær-eksamen fik jeg dog i 1900 – 15 år gammel.

Ferierne tilbragte jeg næsten altid på fod- eller cykelture i Jylland, men også en enkelt gang i Sverige, og disse ture står i dag for mig som strålende minder.

Nogen lyst til læsning havde jeg ikke, og med undtagelse af geografi og zoologi og gymnastik, hvor vi havde Helm Nielsen som lærer, interesserede de fleste fag mig ikke, noget jeg senere har lidt under, idet jeg har måtte indhente det forsømte ved at tage aftenkursus o.s.v.

Da jeg var færdig med skolen, kom jeg i kontorlære som stik-i-rend-dreng på A/S Atlas, som min fader havde været med til at starte, og hvor min ældre broder, Heinrich Martens, dengang var kontorchef og senere blev direktør.

Tiden som lærling
Som yngste lærling havde jeg min daglige gang i Handelsbanken og til D.B. Adler & Co., og meget imod min broder Heinrichs ønske fik jeg ved min faders hjælp plads hos Adler, der dengang indtog en fremtrædende plads blandt de private bankhuse. Jeg ville hellere ind til noget mere livligt end kontoret på en maskinfabrik, sagde jeg til broder Heinrich, hvortil han lakonisk svarede: ”Det er ikke arbejdets art, men måden, hvorpå arbejdet bliver udført, man lærer af”, og dette har jeg ofte haft lejlighed til at tænke på senere i livet.

Hos D.B. Adler & Co. havde jeg tre meget lærerige år, og jeg mindes med særlig taknemmelighed senior-chefen Martin Goldschmidt, efterfulgt af Axel Goldschmidt, om hvem jeg også har de bedste minder.

Axel Goldschmidt var for resten værge for mig efter faders død, til jeg blev myndig.

Soldatertiden
Jeg ville gerne til udlandet for videre uddannelse, og 19 år gammel gik jeg på session for at få soldatertjenesten overstået så hurtigt som muligt. Jeg blev taget til gardist, men trak frinummer og lå i 1905 seks måneder inde som almindelig knoldesparker i Kastellet. Det var lykkelige og sorgløse seks måneder, hvorfra jeg har mange glade minder, ikke mindst fra øvelserne mellem kokasserne på Fælleden, der hvor Fælledparken nu ligger, og fra skydebanerne på Amager og ved Frederiksværk. Vor dygtige kaptajn Pagh Hansen lærte os meget, ikke mindst at skyde.

Ved efterårsmanøvrerne var jeg ordonnans hos Danmarks tykkeste, mest joviale og måske også dovneste stabssergent, Dämler hed han, og jeg havde en herlig tid.

Jeg mindes en morsom episode, da jeg lå ved lejren i Jægerspris. Det var forbudt i fritiden at færdes syd for en linie øst/vest med højde på pontonbroen ved Frederikssund, men da jeg som ordonnans en morgen tidlig skulle hente posten i Frederikssund, og en tante til mig boede på ”Lundehuset”, der ligger nogle 100 meter syd for denne linie ved Roskilde Fjord, skyndte jeg mig fra Jægerspris gennem Færgelunden til min tante og fik morgenkaffe, frugt fra haven etc. Stor var derfor min overraskelse, da jeg en morgen flot kom svingende ud fra indkørslen til ”Lundehuset” og på vejen op mod broen ser generalen med stab komme ridende. Jeg blev standset, sprang af cyklen og gjorde stram honnør. Hvem er De, spurgte generalen. Ordonnans rekrut nr. 405, 1. Regiment, 2. Kompagni, hr. general. Hvad bringer Dem syd for broen? Drak morgenkaffe hos min tante på ”Lundehuset”, hr. General. –Kør.-

Jeg slap for videre tiltale.

Min tid i UK
Da jeg var færdig med soldatertjenesten, tog jeg til London for at søge ind hos et Stock-Broker firma for videre uddannelse. Jeg havde gode anbefalinger og introduktionsskrivelser med hjemmefra, men i England var der 1906 stor depression og arbejdsløshed, og det lykkedes mig ikke at få plads hos en broker.

Fra direktør H.H. Schou fra Atlas havde jeg introduktionsskrivelse med til hans broder, direktør Ejner Schou, der ledede Otto Mønsted Ltd., Southall, og selv om jeg ved min afrejse fra Danmark aldrig havde tænkt mig at tage andet job end hos en broker, var jeg efter 14 dage forgæves søgen efter sådant job i London så blødgjort, at jeg med glæde tog imod en plads som bookkeeping clerk på regnskabskontoret hos O.M. med den store løn af sh. 25/- om ugen.

Jeg husker, at jeg fik en ledger over London-kunderne fra bogstavet L til N at føre, og med den havde jeg nok at gøre fra morgen til aften.

Der var særlige bøger for de forskellige distrikter, og hvor disse var særlig store, f.eks.i London blev kunderne delt op i f.eks. A, B, C og D, E, F, og her var det jeg havde med kunderne at gøre fra L til N.

Det var et åndssløvende arbejde, og jeg må sige, at stor respekt fik jeg ikke for den daværende clerktype. Interesserede i arbej­det var de ikke, og det eneste, de arbejdede for, var den usle løn, de fik, og så på at komme til fodbold eller på pub om lørdagen klokken 1, når ugelønnen blev udbetalt.

Derfor var det ikke vanskeligt at gøre sig gældende, når man var flittig og interesseret, og jeg avancerede hurtigt til bedre lønnet arbejde.

En tid var jeg assistent hos kassereren og havde arbejdet med at kontrollere lønningsposerne til fabrikkens store stab af arbejdere. Dengang blev al løn udbetalt i mønt, og det var et fornøjeligt arbejde at lade alle disse sovereigns og halfsovereigns passere igennem ens hænder.

Jeg havde flere gange talt med direktør Hornemann, om det ikke var muligt, at jeg kunne komme ud ved salgsarbejde, idet det jo hurtigt var gået op for mig, at det var der, pengene var at tjene. Men det lykkedes mig ikke, derimod fik jeg jobbet som laboratorie-assistent og arbejdede ved kontrol af fedtindholdet i indkommen mælk, samt kontrol af vandindholdet i den daglige margarineproduktion. Loven tillod op til 16 pct. vandindhold, og det gjaldt om, at den færdige vare ikke holdt mere end 16 pct. og heller ej meget under.

Jeg havde således hånden på pulsen, følte jeg. Fabrikken var et mønster på renlighed og hygiejne, og vi fik ofte besøg af prominente folk fra kolonierne og andre steder fra, som det blev os assistenter betroet at vise rundt, og her mødte min skæbne mig.

Drømmen om Ny Zealand
I sommeren 1908, da jeg viste en større delegation fra Ny Zealand rundt med The High Dairy Commissioner i spidsen, var han så venlig at invitere mig til London om aftenen, og vort bekendtskab resulterede i, at jeg fik vældig interesse for at udvandre til Ny Zealand. Halvdelen af rejseomkostningerne derud ville blive godtgjort, og et job – blev der sagt – ville jeg hurtigt kunne få.

I de kommende måneder arbejdede jeg med Ny Zealand-planen, sagde min stilling op og rejste til Danmark for at tage afsked med mine søskende og personlige venner, inden jeg begav mig til vore antipoder.

I januar 1909 var jeg i København for at ordne alt inden min afrejse, og da mødte jeg på gaden direktør Otto E. Andersen, som jeg kendte fra et landophold i Nærum, og kom i snak med ham og fortalte om mine planer. – Han frarådede mig at tage ud på det uvisse og tilbød mig, hvis jeg absolut ville udvandre, så hellere at gå op og tale med direktør H.P. Hansen hos SIBICO, idet han vidste, at de behøvede folk omgående.

Med kurs mod Kargat ved den Trans-Sibiriske Jernbane
Dette resulterede i, at jeg i stedet for at rejse til Ny Zealand, den 1.3.1909 over Windou-Moskow begyndte en 14 dages lang tur til en lille by ”Kargat” ved den Trans-Sibiriske Jernbane, hvortil jeg ankom nøjagtig den 1.3. (gammel tid) 13 dage efter.

Mit første ophold der blev ikke af lang varighed, idet jeg allerede 4 uger efter telegrafisk blev dirigeret til Tschita i Transbaikalien for at vikariere som første medhjælper, da den tidligere pludselig havde fået kuller og var taget hjem.

Denne anmodning kom mig godt tilpas, idet der netop samme aften passerede det ugentlig Wagon-Lit eksprestog østpå, som jeg så benyttede mig af.

Turen til Kargat med det almindelige russiske bumletog uden spisevogn havde ikke været særlig komfortabel, men for øvrigt ganske morsom; af venner i Moskow havde jeg fået gode råd om, hvordan man indrettede sig i et almindeligt posttog bekvemt.

Vejen førte mig videre til Tschita
Jeg hørte senere, at jeg var den første, som blev sendt til Sibirien på denne måde, og var derfor mere end tilfreds med at komme til at rejse til Tschita på anstændig europæisk vis. Det var stadig vinter, selvom solen varmede godt om dagen, men alt var endnu hvidt. Nu var jeg dog i internationalt selskab med en god seng og ditto mad, og efter en ensformig rejse gennem det flade Vest-Sibirien fik jeg nu i turen rundt om sydspidsen af Bajkalsøen, som jeg gudskelov passerede om dagen, fuld erstatning for den tidligere ensformighed.

Det var en underskøn oplevelse, til venstre den islagte og snedækte Bajkalsø, til sne­klædte bjerge. Jernbanen snoede sig langs bredden, følgende denne ud og ind i fjord­armene og vige, gennem en lang række tunneller, til den endelig drejede østpå til Verchnudinsk og Tschita og videre til Harbin-Vladivostok.

Tschita ligger meget højt og har tynd og tør luft, men er så godt som uden sne om vinteren. Jeg har opholdt mig derude 6 uger, indtil en ny medhjælper ankom, og havde en meget lærerig tid under en dygtig filial­bestyrers ledelse.

Ikke alene forretningsgangen, men også den blandede befolkning var interessant. Foruden russere var der mongoler, kinesere, tyrkere, armeniere, og den blandede sammensætning prægede byen og forretningsgangen.

Der var mere livlig og afvekslende forretning end i Vest-Sibirien, hvor SIBICO’s filialer fortrinsvis ud over opkøb af smør handlede med mejeri- og landbrugsmaskiner, og først senere i større udstrækning kom til at hand­le med almindelige forbrugsartikler. Da den nye medhjælper til Tschita kom hjemmefra, rejste jeg tilbage til Kargat, hvor livet gik sin ensformige gang sommeren igennem. Der var nok at gøre på kontoret og på lageret. I de første 2 måneder havde jeg ikke noget værelse, men min seng stod på kontoret ved siden af skrivebordet, så jeg havde ikke langtfra arbejdet til hvilepladsen. Om sommeren begyndte arbejdet gerne ved solopgang, når bønderne kom ind med smørret og gjorde deres indkøb, og i den varmeste tid midt på dagen havde vi gerne siesta, for så igen om eftermiddagen at arbejde, til det blev mørkt, idet de kølige aftentimer gerne blev forbeholdt bogholderiarbejde, når ikke jagt i de nærliggende moser lokkede til nogen adspredelse. Man havde ikke mere end nogle 100 skridt fra kontoret ud til et godt andetræk, og det var selvfølgelig en fordel for dem, der var skydetossede.

Fik nyt stort job efter kun 9 mdr i Rusland
Sent om efteråret 1909 kom direktør Hjerl Hansen på inspektionsrejse til filialerne i Sibirien og var også 2 dage i Kargat, og til min store overraskelse tilbød han mig stillingen som revisor og rejseinspektør fra januar 1910, efter kun 9 måneders ophold i Rusland.

Jeg syntes, jeg savnede erfaring, og ikke mindst tilstrækkeligt kendskab til sproget, men da direktøren mente, at jeg var manden til jobbet, og ønskede, at bogholderiet skulle omlægges på alle filialerne efter lignende mønster som i Tschita, og som jeg havde overført til Kargat i 1909, så slog jeg til uden at berøre noget endeligt lønkrav, idet jeg ventede, at det var noget, der kom af sig selv.

Nu fulgte 2 meget interessante år, hvor jeg stod i personlig kontakt med direktionen i København og berejste samtlige filialer.

Jeg lærte at respektere og holde af direktør Hjerl Hansen næsten som en fader, og rapporterne til København og planerne om mere intimt samarbejde mellem filialerne tog al min fritid og interesse.

Jeg arbejdede som en lille hest og rejste i de 2 år over 10.000 kilometer om året med hest og vogn eller hest og slæde. Ofte om natten og arbejdede om dagen. Og det gik alt sammen strålende, indtil en dag det pinlige spørgsmål og lønnen endelig måtte drøftes, og det blev vi desværre aldrig helt enige om. Ganske vist fik jeg efter et at have rejst som revisor et tillæg, som svarede til årspræmien for en livsforsikring på 50.000 kr. at udbetale mig, når jeg var 50, men når det opslidende arbejde toges i betragtning, var vederlaget kummerligt, men mit arbejde interesserede mig, og jeg mente dengang, at en dag kom lønnen nok.

Jeg var endnu ret uerfaren og kun 26 år.

Det omflakkende revisionsliv kom til en ende med job i filial
Hjerl Hansen var mig – bortset fra lønnen – stadig meget venligt stemt og havde udtalt, at hvis jeg blev træt af revisions- og rejsearbejdet og hellere ville have en filial, kunne jeg selv vælge, og enden blev, at jeg bad om ledelsen af Novonikolavest, der tilfældigvis blev ledig pr. 1.1.1914.

Det omflakkende revisionsliv var nu til ende, og jeg kunne tænke på at føre en mere behagelig tilværelse med fast bopæl i en betrygget stilling. Jeg havde også nogle lykkelige år i ”Novo”, trods krigen, som jo brød ud trefjerding år efter, at jeg overtog filialen. Mine arbejdsvilkår var gode – udover en stor stab ad russiske medarbej­dere havde jeg 4-5 danske assistenter og en pakke- eller smeltemester. Novofilialen var mere selvstændig end de øvrige filialer, der kun købte smør til København eller efter københavnske ordrer.

Novo havde Ruslandsforretningen – pakkeri af smør i punds-pakker, både saltet og usaltet, samt smelteri af bondesmør – smeltesmør, som var mere økonomisk i hus­holdningen, idet der intet vand var deri. Denne specielle forretning havde altid givet filialen tab – men da jeg personlig troede på smeltesmørret – var Hjerl Hansen gået med til at give mig en større andel at nettoudbyttet på denne del af forretningen, idet jeg udover min faste løn på 6.000 rubler, ca. 12.000 kr., fri bolig, lys og brændsel, fri heste­hold, skulle have 10 pct. af nettooverskuddet ifølge hovedkontorets opgørelse.

1914 var et roligt år, dog led sidste halvdel ret forretningsmæssigt af usikkerhed, forårsaget af restriktioner og regeringens overtagelse af forskellige livsvigtige funktioner for et rige i krig.

Forholdene afklaredes imidlertid ret hurtigt, og 1915 udviklede sig til et rekordår for Novo-filialen, såvel hvad handelen inden for Rusland som også hvad eksporten til Østen angik.

Jeg var glad og lykkelig over at bestyre en af de bedste filialer (om ikke den bedste). Jeg giftede mig i juli 1915, og alt tegnede sig lyst for mig, indtil afregningen for 1915 skulle komme i marts 1916.

En morgen jeg aldrig glemmer, da livet tog en drejning
Vi havde ved filialen tjent ca. 250.000 rubler, og jeg glædede mig til at få mine 25.000 rubler krediteret, men i stedet for kom med mange omsvøb en kraftig afkortelse heri fra hovedkontoret. Jeg var rasende, og efter en ubehagelig korrespondance blev enden, at jeg fik min opsigelse telegrafisk til fratrædelse pr. 1. juli.

Den morgen, jeg fik nævnte telegram, glemmer jeg aldrig!

Det var vistnok mellem 6 og 7 om morgenen, at jeg sad og åbnede den sædvanlige stabel af telegrammer med ordre fra diverse pladser mellem Rusland og Østen, da jeg også finder et telegram fra København.

Jeg havde anmodet om 3 måneders orlov, da jeg gerne ønskede at rejse hjem med min hustru, der ventede sig den første baby og håbede, at nu kom endelig tilladelsen.

Min overraskelse var derfor stor, da der lakonisk stod:

3 Month holiday garanted, og endvidere under henvisning til korrespondancen og ifølge kontrakten: 3 måneders opsigelse.

Det var som om alt styrtede sammen om mig – her havde jeg i 7 år slidt og slæbt for kompagniet, og var dette lønnen?

Jeg lukkede mit skrivebord og meddelte mine danske medhjælpere, at jeg agtede at fratræde omgående, så snart der kom en ny bestyrer eller vikar og telegraferede straks dette til København.

En ny epoke startede
På bazaren – opkøberpladsen for smør – rygtedes dette hurtigt, og ved 10-tiden samme morgen får jeg besøg af vores største konkurrent der på pladsen, min senere gennem mange år prøvede ven Waldemar Jacobsen, som de fleste af Dem kender. Han gik lige til sagen.

De er opsagt og fri – vil de købe min andel af Handelshuset Jacobsen og Dantzer til overtagelse pr. 1.1.1917? Og inden formiddagen var gået, var handelen afsluttet og jeg beroliget og tilfreds.

Jeg rejste omgående hjem til København for at ordne mine private forhold, idet den mindre arv, jeg havde fået fra min far, var vokset således, at jeg sammen med mine sparepenge i Rusland kunne få en passende stor driftskapital til at drive personlig forretning i det halve år, jeg havde til at forberede alt, til at overtage Waldemar Jacobsen’s forretning. Min personlige forretning i sidste halvår af 1916 gik meget tilfredsstillende, og pr. 1.1.1917 blev jeg halv-partner i handelshuset ”Martens & Dantzer”.

Der tjentes gode penge, og det gik hurtigt. Vi havde slagteri, pakkeri, tarmrenseri, talgsmelteri og drev almindelig handel med alt muligt, og alt så lyst ud til om efteråret, da revolutionen brød ud.

Men selv dette berørte os ikke straks så stærkt, som man nu bagefter kunne have grund til at tro.

Jeg stod mig egentlig godt med de første revolutionære, de var rimelige og tog kun hårdt på kulakkerne, men ikke på folk, der havde ord for og var kendt som tolerante og forstående over for arbejdernes krav, og det var vi.

Allerede mens jeg var hos SIBICO, havde jeg efter krigens udbrud, og da rublens købe­evne faldt, forhøjet lønningerne hos funktionærer og arbejdere ved Novo-fili­alen, og fået en reprimande herfor fra hoved­kontoret, men ros i den stedlige pres­se, og dette gjorde, at de lokale myndighe­der havde tillid til mig og indvalgte mig i den lokale voldgiftsret, hvor jeg bl.a. havde det mindre behagelige hverv at være voldgiftsmand i en sag rejst mod International Harvester Comp. på foranledning af funktionærer med en dansk hovedbogholder i spidsen. Jeg dømte efter bedste overbevisning til Harvester Comp. frifindelse, og dette er aldrig glemt af Director Wencher, der senere blev europæisk Supervisor for Truck-afdelingen, og som sådan har besøgt København og Klubben.

Alt eftersom forholdene i Rusland under krigen forværredes, faldt rublens værdi, og vi tog allerede i 1917 den beslutning at realisere vore lagre af almindelige handelsvarer og for den frigjorte kapital opkøbe råvarer af international værdi – såsom pelsværk, kalveskind, børster etc., og det lykkedes os gudskelov at erhverve store partier af disse råvarer og få dem afsendt østpå til Vladivostok i løbet af 1918.

Vi ville gerne hjem til Danmark
Min hustru ventede sig imidlertid barn nr. 2, og da forholdene stadig blev mere og mere usikre, navnlig i begyndelsen af 1918 var husundersøgelser og afhøringer en snart daglig hændelse – så ville jeg gerne have min familie i sikkerhed i Danmark for så selv igen at tage ud for at redde stumperne, idet så godt som alt, hvad vi ejede, var bundet i lagrene i Rusland.

Vi forlod Novo ultimo april 1918 efter at have pakket vore personlige ejendele i kas­ser og solgt husdyr, møbler, køretøjer etc. og tog kun det allermest fornødne med som håndbagage. Petrograd var vort mål, for derfra at opnå skibsforbindelse med Skandinavien.

Det blev en langsommelig rejse – Petrograd blev afspærret på grund af uroligheder – og vi forsøgte at komme til Norge over Nordkap via Archangelsk, men der havde tyskerne spærret med U-både, og vi strandede ultimo maj deroppe i midnatssolens land. Grundet rejsebesværlighederne og den deraf følgende nervøsitet fødte min kone den 31.5.1918 vor pige nr. 2 nogen tid før end ventet, under skrækkelige forhold på et usselt herberg i Archangelsk – og allerede fjerdedagen efter fødslen måtte vi tage med tog til Petrograd – da Gesandtskabet meddelte os, at nu var der håb om forbindelse med Stockholm. Der blev dog lang ventetid i Petrograd, og først den 20. juni lykkedes det os at komme af­sted med et af Sveabolagets skibe.

I Petrograd havde vi, som den øvrige befolkning på dette tidspunkt, nærmest sultet, og vi var glade ved at komme ombord, hvor rationerne var lidt større, men jeg mindes med nogen bitterhed Sveabolagets hårdhed – da de forlangte 1200 sv.kr. pro persona for min kone og mig og 600 kr. for vor 2-årige ældste datter for en sejltur på ca. 2 døgn. For den nyfødte baby forlangte de mærkeligvis ikke noget. Vil De med, må De betale prisen, sagde de, ellers bliv og sult! Hårde konditioner!

Svenske penge havde jeg ikke, men jeg deponerede et stort beløb i kejserrubler som sikkerhed og fik disse fri igen i Stockholm, da en ven af mig udkøbte os ved at betale de fastsatte 3000 sv. kr.

Endelig kom vi den følgende morgen til København, lige efter Sct. Hans, efter en 8 ugers meget besværlig og farefuld rejse, som normalt ville have varet ca. 10 dage.

Mine brødre og svigerinder herhjemme var strålende mod mig og deres nye svigerinde, der hurtigt vandt deres hjerter med sin charme og gode humør, selv om det var så som så med sproget i begyndelsen.

En lærerig rejse til USA
Som forholdene udviklede sig under slutningen af første verdenskrig, var al tale om tilbagerejse til Sibirien via Rusland ude­lukket, men straks efter fredsslutningen i 1918 lykkedes det mig at komme med Det Forenedes båd nr. 2 i begyndelsen af januar 1919 til Amerika, hvor jeg i nogle måneder undersøgte forskellige forhold og fik forbindelser, inden jeg primo maj sejlede fra Seattle til Yokohama og derfra videre til Vladivostok, hvortil mine kompagnonger ankom i sommerens løb.

Dantzer og jeg havde af forskellige årsager fundet det formålstjenligt at have en russisk partner, og firmaet hed nu ”Popoff, Martens og Dantzer”.

I Vestsibirien havde vi et par betroede funktionærer siddende for at realisere, hvad der var til rest, og efterhånden fik vi alle vore råvarer samlede i Vladivostok, om­pak­ket med eksport for øje, og endelig i august 1919 afsendt til USA efter endeløse forhand­linger med myndighederne.

Mine 2 kompagnoner ville blive i Vladivostok, og det faldt i min lod at rejse til USA igen for at afhænde vores afskibninger.

Det blev en meget interessant og lærerig rejse, hvorom jeg vil berette detailler senere, hvis tiden tillader det.

Da jeg kom til New York, meddeltes det fra Vestkysten, at vore første varepartier endnu ikke var afrullede, og utålmodig som jeg var efter igen at se min hustru og børn, tog jeg i ventetiden til Danmark for at overtale min kone til at tage med mig tilbage til Østen for at afvente begivenhedernes gang og muligheden for at komme tilbage til Sibirien. Vi havde nu efterhånden fået 3 piger, og det var svært for os at efterlade de to yngste på 1½ og ½ år i Danmark i pension og kun tage den ældste på 3½ år med os.

At rejse med 3 børn og barnepige ville have været urimelig bekosteligt.

I november var vi 3 tilbage i New York.

Jeg fik afhændet vore råvarer meget fordelagtigt og købte forskellige færdige varer for ca. halvdelen af vore disponible kapital til omgående afskibning til Vladivostok, hvorfra der var gode nyheder vedr. forbindelsen med Vestsibirien.

Det blev imidlertid en meget dårlig disposition, for – som bekendt – blev den hvide admiral Koltchak, der havde trængt bolschevikkerne ud af Sibirien – svigtet af tjekkerne og dræbt i Irkutch, og derefter blev hele Sibirien anarkistisk og al handel gik i stå, og muligheden for bytteforretninger var udelukket.

Rejsen tilbage til Vlodivostok
Omkring midten af december 1919 krydsede jeg for tredje gang samme år Stillehavet fra Seattle til Yokohama – passerede Honolulu med et kort ophold juledag – dog med tid til et forfriskende bad, og var primo januar 1920 igen i Vladivostok.

Efter Koltchaks fald forværredes forhol­dene og muligheden for forretninger var problematisk. Politisk Ingenmandsland.

Mine svigerforældre og en yngre sviger­inde kom fra Vestsibirien som flygtninge ud og boede hos os på et yndigt landsted ved kyst 19 vest fra Vladivostok, som jeg havde lejet af en af direktørerne fra det store firma Kunst & Albers, som selv var flygtet til Shanghai, da bolschevikkerne beslaglagde deres firma.

Her førte vi en noget usikker tilværelse. Lov og ret var der ikke noget af, og mord og overfald hørte til de ugentlige begivenheder.

Jens Chr. Donnerup kan tale med om dette – han besøgte os derude.

En sommermorgen kom turen til os
Pengeafpresning under forskellige trusler hørte til i daglige begivenheder – men vi skandinavere var hidtil gået fri.

Turen kom dog også til os!

En sommermorgen i 1920 gik jeg sammen med min kompagnon Popoff til toget langs med jernbanelinien for at tage til Vladivostok med 7,30-toget. Vegetationen på begge sider af jernbanen var meget frodig, og pludselig springer 4 revolverbevæbnede mænd i militæruniformer ud fra buskadserne, 2 fra hver side, griber vore hænder og holder revolverne på vore tindinger. De foregav, at de kom fra myndighederne for at arrestere os som kontrarevolutionære og ville slæbe os op i bjergene, som hævede sig bag villarækken langs stranden.

Min partner Popoff var betænkelig og ville følge med – men jeg protesterede – fastholdt min danske nationalitet og forlangte at blive ført til Vladivostok med tog og mine forhold undersøgt der.

Nej – de tvang mig med fast greb om begge håndled og revolver for begge tindinger til at følge med bort fra jernbanelinien.

Mellem denne og skoven var høj, tæt bevoksning og en bred, til dels vandfyldt kanal, hvor en smal bro uden rækværk førte over.

Dette gælder livet, tænkte jeg – og midt på broen sprang jeg til side, og de to huliganere måtte slippe deres tag, og jeg forsvandt i den tætte bevoksning med et par revolverkugler susende efter mig.

Jeg løb til stationen, underrettede ved tililende landsmænd hjælp politiet – der imid­lertid tog temmelig køligt på an­mel­del­sen og trods klagen gennem konsulatet løb det hele ud i sandet. Jeg modtog forskellige trusselsbreve, som jeg har endnu, hvori der blev forlangt urimelig høje løsepenge for Popoff, som jeg alle svarede benægtende på, trods det at jeg blev truet med døden og djævelen.

Så, ca. 6 dage efter, kommer Popoff tilbage bleg og ubarberet efter det ufrivillige ophold i bjergene.

Firmaet blev opløst
Popoff var givet fri på æresord mod at skaffe 10.000 yen løsepenge.

Jeg holdt på, at et afgivet æresord med revolver på tindingen ikke var bindende og foreslog straks at tage i sikkerhed til Japan, hvortil der gik en båd den samme dag, men Popoff følte sig bundet af sit afgivne æresord og bad mig indtrængende om at gå med til at betale løskøbssummen. Jeg kunne have nægtet det, idet jeg havde fuldmagt fra Dantzer, der var hjemme i Danmark med sin familie, til at stemme på hans vegne ved betydelige afgørelser inden for firmaet – men under pres fra Popoff og ikke mindst for hans hustrus og lille datters skyld gav jeg efter.

Pengene blev betalt – men vort firma og samarbejde var samtidig opløst.

Vor kontante beholdning, som indestod i USA-dollars i National City Banks of New York, Branchoffice i Vladivostok, var let at dele – men anderledes gik det med vort varelager af amerikanske varer, symaskiner, pengeskabe, kødhakkemaskiner, og Gud ved hvad ikke. Jeg var eneherskende med 66 pct. af stemmerne og kunne have tvunget Popoff til at følge min vilje, men jeg havde ondt af ham – og efter hr. præsident Krügers forbillede delte jeg lageret i 3 portioner og bad Popoff vælge først, hvilken del han foretrak, så mente jeg – som rigtigt var – at retfærdigheden var sket fyldest, men blev alligevel senere bebrejdet denne måde at likvidere på. Det lykkedes mig for Dantzer og egen regning hurtigt at likvidere nogle varer, der lå i Harbin, og som Popoff ikke havde valgt.

Efter at kompagniskabet var aflivet, var jeg min egen herre, og i 1920 foretog jeg en rejse til Manchuriet og derfra over Mukden, Dairen til Shanghai, for at undersøge mulighederne for at påbegynde egen forretning, da jeg nødig ville vende næsen hjem­efter til Danmark uden først at have forsøgt alle muligheder for at kunne blive derude.

Blev ramt af tyfus
Desværre fik jeg tyfus i Shanghai og måtte over hals og hoved rejse hjem til Vladivostok, hvor jeg gik på hovedet i seng den 19. december.

Det blev et langvarigt sygeleje med 3½ måned ude på villaen på 19de Werst. Tyfus i forbindelse med lungehindebetændelse i højre lunge var lige ved at tage livet af mig.

I april måned 1929 kom jeg op og fik ikke rigtig kræfter igen førend hen på sommeren, og da forholdene stadig forværredes og næsten alle danske havde forladt byen – besluttede vi også at tage hjem.

Det gik med ØK-båden ”Africa” via Frisco, Panama-kanalen og efter 54 dage på søen var vi primo november 1921 i Danmark igen og forenedes med vore to mindste piger, der nu var 3½ og 2½ år gamle.

Jeg kunne ikke rigtig falde til hjemme – udlængslen var der stadig, men efter at have betænkt mig et år bestemte jeg mig for at blive hjemme, købte i 1922 det i 1921 star­tede Agenturfirm ”Britagent” (The British Industries Agencies), og nu kom der nogle år med hårdt arbejde.

Jeg købte huset ”Bonaventura”, Jægersborg Allé 59 i Charlottenlund, som jeg 1½ år efter solgte og købte Vilvordevej 11, hvor vi nu har boet i mere end 30 år.

God start som nybegynder i sportsbranchen
Tiderne var med mig som nybegynder i sportsbranchen. De ældre firmaer lå efter første verdenskrig med dyrt indkøbte vare­lag­re, og jeg kom frem i et stærkt faldende marked. I 1927 gav Simon E. Knudsen & Co. op, og jeg overtog firmaet, som jeg førte videre sideløbende med ”Britagent”, og for 2 år siden omdannede til et aktieselskab. I 1929 måtte firmaet V. Klitgård & Co. lukke, og jeg købte varelageret.

Med megen flid og med støtte af gode funktionærer og medarbejdere, hvoraf flere har været mere end 25 år hos mig, har vi hidtil kun haft fremgang. Udover agenturfirmaet ”Britagent”, som er mit personlige firma, og hvor min eneste søn Martin er prokurist, er jeg sammen med mine børn eneejer af A/S SEKO.

I de 10 år har jeg været medejer og direktør for ” Dansk Silva A/S”, der på licens fabri­kerer og forhandler de verdenskendte ”Silva”-kompasser.

Som tiderne udviklede sig mellem ver­dens­krigene, var organisationsarbejdet blevet af større og større betydning, og jeg har heller ikke undgået at bære en del af byrderne hermed.

I 3 år var jeg formand for Danske Importagenters Forening, der dengang hed ”Foreningen af Repræsentanter for Uden­landske Firmaer”, hvor jeg afløste vore Rotary-kammerat Poul Jacobsen, og selv senere blev afløst af vore nu afdøde kammerat Hjelm Bang.

Stiftelsen af “Foreningen af Danske Grossister i Sportsartikler”
For 15 år siden blev ”Foreningen af Danske Grossister i Sportsartikler” stiftet på min foranledning, hvor jeg var formand de første 11 år.

Nu er min meddirektør i SEKO, Carl Olsen, formand og foreningen har vist mig den ære at udnævne mig til æresmedlem; derudover har jeg i årene været medlem af Grosserer-Societetets repræsentantsskab, af be­styrel­sen for Sammenslutningen af Branche­foreninger under Grosserer-Societetet og af bestyrelsen for ”Jern-, Metal- og Korte­vare­branchencs Kredit­forening”.

Det er umuligt at slutte denne stærkt forkortede beretning om mit livsforløb uden lige at nævne mit familieliv.

Min hustru er russerinde og har med sit sprudlende temperament altid inspireret mig til fortsat energiudfoldelse. Hun har fulgt mig i tykt og tyndt uden at kny. Vi har i perioder på flere år så godt som levet på kufferter uden fast blivende sted – og altid har hun taget det som en selvfølge, at hvor jeg var – der skulle hun også være. Hun har født mig 6 sunde og raske børn, der nu er i alderen 25 til 39, 5 piger og 1 søn, der nu er 32 år. Hun er en strålende husmor og værtinde og forstår at sætte kulør på tilværelsen for sine omgivelser.

Vi har 8 børnebørn, 3 piger og 5 drenge, som vi er meget stolte af, og som ønsker, at jeg skal blive 100 år.

Det er nu så meget igen, men jeg håber i alt fald, at vi lever 11 år endnu, så vi kan når at holde guldbryllup med børn og børnebørn.

Af Morten Martens