DIF Skole OL slår rekord og får 67.176 skolebørn op af stolen

DIF Skole OL slår rekord og får 67.176 tilmeldte skolebørn op af stolen


Næsten hver anden skole i Danmark har i dette skoleår været med i DIF Skole OL, og det gør sæsonen 2024/2025 til den største nogensinde for projektet. Med hele 703 tilmeldte skoler og 67.176 tilmeldte elever til Skole OL-aktiviteter, sætter DIF Skole OL ny rekord.

“I Danmarks Idrætsforbund er det en vigtig indsats at styrke børn og unges trivsel gennem idræt og bevægelse. DIF Skole OL er et stærkt redskab i den indsats, fordi det bringer fællesskab, glæde og fysisk aktivitet direkte ind i skoledagen – dér, hvor alle børn er samlet,” siger Hans Natorp, formand i DIF. 

Et idrætskoncept der skaber fællesskab og bevægelse 
Til DIF Skole OL for 4.-8. klasse, hvor klasserne dyster mod hinanden i lokale idrætsforeninger, har knap 50.000 elever været tilmeldt lokalstævnerne rundt om i landet. En af de idrætslærere, der har haft flere af sine klasser med, er Henrik Lindahl Strassmann. For ham handler det om at give eleverne oplevelser, der rækker ud over den almindelige idrætsundervisning.

“Jeg synes, at lokalstævnerne tydeligt viser, hvordan motion, fællesskab og glæden ved sporten går hånd i hånd. Idrætsfællesskabet har en særlig styrke, og alle kan være med uanset niveau. Det handler ikke om at være bedst, men om at være en del af noget, om at turde stille op, prøve sig selv af og vise mod. Det er netop den oplevelse, vi skal give eleverne i folkeskolen, at idræt kan være sjovt, inkluderende og give mod til meget mere end bare bevægelse,” fortæller Henrik Lindahl Strassmann, der har været med til Skole OL de seneste otte år. 

Årets Skole OL-sæson har budt på 145 lokalstævner, der er det højeste antal nogensinde. I alt har 1.724 klasser og 47.651 elever været tilmeldt DIF Skole OL for 4.-8. klasse.

Leg og motorik i fokus hos de yngste 
DIF Skole OL for 0.-3. klasse har også sat rekord med 19.525 tilmeldte elever til efterårets aktiviteter. Her handler det om leg, motorik og samarbejde, der alt sammen sætter fokus på, at bevægelse bliver en naturlig del af skoledagen.

”Jo tidligere vi introducerer leg og bevægelse som en naturlig del af skoledagen, desto bedre muligheder har vi for at give børn en aktiv start på livet. Derfor er det glædeligt at se, at så mange klasser og skoler har taget Skole OL for de yngste skoleelever til sig,” siger Hans Natorp.

FAKTA
DIF Skole OL for 0.-3. klasse  

  • Antal elever: 19.525 
  • Antal klasser: 940 
  • Antal skoler: 362** 

DIF Skole OL for 4.-8. klasse  

  • Antal elever: 47.651*  
  • Antal klasser: 1.724 * 
  • Antal skoler: 462**  
  • Antal stævner: 145

* Klasser og elever, der har deltaget i flere lokalstævner, tæller med flere gange. Eks. hvis klassen har deltaget i to lokalstævner, tæller klassen og eleverne med to gange. Derfor dækker de opgivne tal over deltagertilfælde og ikke unikke deltagere. 

** 703 unikke skoler har samlet set deltaget i Skole OL. Ifølge Danmarks Statistik svarer det til 42 procent af landets skoler (Folkeskole, Privatskole og friskole).

Der har været tilmeldt klasser fra 91 kommuner.

DIF Skole OL er hele Danmarks officielle olympiske lege for skoleelever fra 0.-8. klasse og en appetitvækker på dansk idrætsforeningsliv. DIF Skole OL har siden 2009 haft fokus på at sætte børn i bevægelse ved at skabe aktiviteter, der kan integreres i idrætsundervisningen på alle klassetrin.

Gennem DIF Skole OL møder børnene en bred vifte af forskellige sportsgrene i dansk idrætsforeningsliv. DIF Skole OL faciliterer i samarbejde med foreningslivet udviklingen af de deltagende sportsgrene, så børnene møder sporten i øjenhøjde og oplever idræt som sjovt og udviklende i fællesskab med andre gennem klassekonkurrencer.

Alle sportsgrenene formidles med udgangspunkt i de tre børneolympiske værdier: Fællesskab, Færdighed og Fairplay.

Det er DIF (Danmarks Idrætsforbund), der står bag DIF Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden og Ole Kirk’s Fond. Herudover samarbejder Skole OL med flere specialforbund og kommuner.

Kilde: Dif.dk
Foto: Frank Cillius

Bliv medlem allerede idag og få del i de mange lukrative medlemsfordele

Som medlem af DM&T Sport kan du drage stor fordel af vores lukrative fordelsaftaler, som sikrer dig de mest attraktive vilkår og bedste priser på en række produkter og serviceydelser.

Rådgivning

Bæredygtighed

forest, tree stump, moss-7429841.jpg

Miljø & CSR

Agenter og distributører

investment, concept, business-5241253.jpg

HR jura

Handelsjura & IPR

Persondataforordning

Told & international handel

Nyttig info

Se eksempel på EXCLUSIVE video her

Se eksempel på fotos nedenfor

Se eksempel på ADVANCED video her

Se eksempel på BASIC video her